Europæisk Kulturhovedstad 2032
Indkaldelse af ansøgninger til værtskabet for Europæisk Kulturhovedstad 2032
Danmark bliver igen i 2032 værtsnation for en europæisk kulturhovedstad, sammen med Bulgarien. Danmark har tidligere haft værtskabet i 1996, hvor København blev udnævnt, og i 2017, hvor Aarhus fik titlen. Denne indkaldelse af ansøgninger er stilet til de byer i Danmark, der ønsker at kandidere til titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2032.
Ansøgning
De byer, der ønsker at kandidere til Europæisk Kulturhovedstad 2032 skal udfylde alle spørgsmålene i ansøgningsskemaet i Annex 1 i nedenstående dokument ”Call for submissions”. Ansøgningen skal bygge på et kulturprogram med en stærk europæisk dimension.
Kulturministeriet vil gerne gøre opmærksom på, at der er to forskellige sæt spørgsmål til hhv. den foreløbige og endelige udvælgelse (se yderligere information i nedenstående afsnit Udvælgelsesprocessen).
Kandiderende byer skal også udfylde og underskrive Annex 2 i dokumentet, og indsende dette med deres ansøgning.
Ansøgningen skal skrives på ét eller flere officielle EU-sprog, og ét af disse sprog skal være engelsk. Hvis der foreligger flere sproglige versioner, skal alle versioner være identiske med hensyn til indhold og form. Den engelske version af ansøgningen vil være arbejdsversionen for juryen, der gennemfører udvælgelsesproceduren.
Ved den foreløbige udvælgelsesfase må den engelske version af ansøgningen ikke overstige 60 sider i A4-format. Ansøgningen kan inkludere illustrationer, grafik eller andre visuelle elementer (såsom logoer), men disse medregnes i sidetallet.
Ansøgninger til den foreløbige udvælgelsesfase skal indsendes inden d. 5. oktober 2026. Der skal sendes i alt 20 fysiske kopier og 1 pdf-version af ansøgningen til nedenstående adresse:
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København
E-mail: kulturhovedstad2032@kum.dk
Kandiderende byer skal skriftligt tilkendegive for Kulturministeriet, at de forventer at søge inden d. 5. september 2026 ved at skrive til kulturhovedstad2032@kum.dk.
Supplerende information til ansøgningsskemaet, ansøgningsproceduren mv. kan findes i nedenstående dokument ”Call for subsmissions” og i Europa-Kommissionens Guide for cities preparing to bid: https://culture.ec.europa.eu/sites/default/files/capitals-culture-candidates-guide_en_vdec17.pdf
Udvælgelseskriterier
Ansøgningerne bedømmes på baggrund af seks kategorier af kriterier:
- bidrag til den langsigtede strategi
- den europæiske dimension
- det kulturelle og kunstneriske indhold
- gennemførelseskapacitet
- rækkevidde
- forvaltning
Man kan læse mere om udvælgelseskriterierne i EU-afgørelsen for Europæisk Kulturhovedstad: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32014D0445, samt i nedenstående ”Call for submissions” og i Europa-Kommissionens Guide for cities preparing to bid.
Udvalgsjury
En jury med 12 medlemmer står for vurderingen af ansøgningerne. Juryen består af to eksperter fra Danmark, som udpeges nationalt, og ti eksperter som udpeges af EU-institutionerne (tre af EU-Kommissionen, tre af Europa-Parlamentet, tre af Ministerrådet og én af Regionsudvalget). Juryens formand vælges blandt de medlemmer, som er udpeget af EU-institutionerne.
Jurymedlemmerne skal være uafhængige eksperter uden interessekonflikter, og have indgående erfaring og ekspertise inden for kultursektoren, vedrørende den kulturelle udvikling i byer, eller om hvordan man organiserer en europæisk kulturhovedstad.
Mere om juryens rolle og reglerne for deres virke kan læses i nedenstående dokument, ”Rules of Procedure”.
Udvælgelsesprocessen
Kulturministeriet har ansvaret for at organisere udvælgelsesprocessen.
Udvælgelsen er delt op i to faser: den foreløbige udvælgelsesfase og den endelige udvælgelsesfase. Op til den foreløbige udvælgelse udarbejder de kandiderende byer deres ansøgning på baggrund af det givne ansøgningsskema, og indsender ansøgningen inden fristen d. 5. oktober 2026.
Efter ansøgningsfristen inviteres kandidatbyerne til en foreløbig udvælgelse, hvor de præsenterer deres ansøgning for juryen og besvarer deres spørgsmål. Kulturministeriet og Europa-Kommissionen deltager som observatører for at sikre, at reglerne overholdes.
Ved afslutningen af mødet annoncerer juryen, hvilke kandidater de anbefaler går videre til den endelige udvælgelse. Der er ingen retningslinjer for, hvor mange kandidater der kan udvælges. Kulturministeriet vil formelt godkende juryens anbefalinger og invitere de udvalgte byer til den endelige udvælgelse.
De udvalgte kandidater vil få ca. 8 måneder til at revidere deres ansøgninger i overensstemmelse med spørgeskemaet i Call for submissions. Efter de reviderede ansøgninger er indsendt arrangeres det, at enkelte jurymedlemmer besøger alle de kandiderende byer.
Kandidaterne inviteres derefter til den endelige udvælgelse, hvor de præsenterer deres reviderede ansøgning for juryen og besvarer deres spørgsmål. Ved afslutningen af mødet anbefaler juryen til Kulturministeriet, hvilken kandidat de mener, skal modtage titlen som Europæisk Kulturhovedstad.
Udpegning af Europæisk Kulturhovedstad 2032
Senest i slutningen af 2027 vil Kulturministeriet på grundlag af juryens anbefalinger udpege en by til Europæisk Kulturhovedstad 2032 og underrette de europæiske institutioner.
I årene op til værtskabet monitoreres og rådgives den udpegede by af juryen. Værtsbyen skal løbende afrapportere overfor Kommissionen under forberedelserne, og der bliver afholdt 3 monitoreringsmøder med juryen: Et 3 år før værtskabet, et 18 måneder før, og et 2 måneder før.
Yderligere information
De byer, som er interesseret i at kandidere til titlen, kan få information herom på et informationsmøde, som Kulturministeriet holder i København tirsdag d. 3. februar 2026. Tilmelding sker ved at skrive til kulturhovedstad2032@kum.dk. Der kan tilmeldes maksimum to repræsentanter fra hver interesserede by. Der vil også være mulighed for virtuel deltagelse.
Programmet offentliggøres og udsendes nærmere arrangementets afholdelse.
Mere information om Europæisk Kulturhovedstad kan findes på Europa-Kommissionens hjemmeside her: https://culture.ec.europa.eu/policies/culture-in-cities-and-regions/about-european-capitals-of-culture
Spørgsmål om den danske ansøgningsprocedure henvendes til kulturhovedstad2032@kum.dk.