45 mio. kr. om året på vej til kunstnere ramt af momsændring

Regeringen har aftalt med SF og Radikale Venstre at afsætte 22,5 mio. kr. næste år og derefter 45 mio. kr. om året, som skal gå til kunstnere, som vil blive påvirket af lovforslaget om ændring af momsloven.

Pressemeddelelse
19.12.2024

Regeringen er opmærksom på de gener, der rammer danske kunstnere som følge af det lovforslag om ændring af momsloven, der skal 3.-behandles i Folketinget i dag.

Derfor har regeringen aftalt med SF og Radikale Venstre, at der afsættes 22,5 mio. kr. næste år og herefter 45 mio. kr. om året til danske kunstnere via et direkte tilskud.

En konkret model for, hvordan tilskuddet udbetales, forventes at være på plads i løbet af foråret 2025.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Det er både ærgerligt og tåbeligt, at EU har tvunget Danmark til at indføre ændringen af momsreglerne. Jeg er meget opmærksom på, at det vil medføre store gener for dele af kulturlivet, og derfor er det vigtigt for mig, at vi hurtigt har kunnet finde penge til at afbøde nogle af generne. Jeg er også opmærksom på, at de her penge ikke løser alle problemer, og derfor har regeringen også besluttet at forhøje mediechecken til folke- og førtidspensionister.”

SF's kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk siger:

"SF kæmper for kunstnerne, og vi har derfor lagt hårdt pres på regeringen i denne her sag. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at SF fortsat mener, det er skørt at indføre moms på kunstneriske rettigheder. Men med SF's indsats er det trods alt lykkedes at reservere et pænt beløb til at afbøde de allerværste konsekvenser.”

Radikale Venstres kulturordfører Zenia Stampe siger:

”Det er totalt tosset, at der skal indføres en moms på kunstneriske rettigheder, hvilket vi i Radikale Venstre har kæmpet imod med næb og kløer. Desværre har vi ikke kunnet få regeringen til at rykke sig. Men vi har nu trods alt sikret, at kunstnerne også bliver tilgodeset, når det nu er dem, det i stor stil går ud over. De 45 mio. kr. var ikke kommet uden pres fra Radikale Venstre.”

Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen siger:

"Jeg glæder mig over, at der med bred politisk enighed er fundet midler, der skal gå direkte til kunstnere og rettighedshavere. De falder på et tørt sted, specielt når vi ikke har kunnet undgå at indføre moms på kunstneriske rettigheder."

Ændringen af momsloven betyder, at der fra 1. juli kommer moms på forskellige former for salg af rettigheder, for eksempel på de rettigheder der indgår i salg af tv-pakker.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16