600 millioner til kulturen de næste fire år

Regeringen sætter blandt andet et ekstraordinært højt beløb af til at istandsætte fortidsminder, der risikerer at forfalde. Desuden vil regeringen satse markant på gadeidrætten og arbejde for, at flere får glæde af teateroplevelser.

Pressemeddelelse
30.08.2024

Regeringen lægger i sit forslag til finanslov op til at styrke kulturen med ca. 600 mio. kr. i 2025-2028. 

60 mio. kr. skal bruges på at istandsætte fortidsminder over hele landet, der risikerer at forfalde. Det er en ekstraordinær investering i istandsættelse af fortidsminder og næsten en tidobling i forhold til den normale bevilling de næste fire år.

Team Danmark får med i alt 35 mio. kr. ekstra i 2027 og 2028 sikkerhed om de danske atleter frem mod OL i 2028. Der er endvidere sat 40 mio. kr. af til at styrke blandt andet gadeidræt og idræt for psykisk sårbare personer.

Regeringen sætter 60 mio. kr. af til at sikre, at flere kommer i teatret, og der er også sat ca. 90 mio. kr. af til, at Det Kongelige Teater kan forsætte en stabil udvikling og fortsat nå et stort og bredt publikum i hele landet.

Regeringen vil styrke kunstakademierne i Aarhus og Odense. Og der er blandt andet støtte til den nye fælles innovationsenhed for klassisk musik for de fem landsdelsorkestre, Klassisk Lab Danmark og det nye kunstprojekt Art Barns på Lolland-Falster.

Endelig skaber finanslovsudspillet tryghed om en række bevillinger, der stod til at udløbe, især for musikken. Regeringen vil blandt andet sikre, at netværks- og genrespillestedsordningen, ordningen for nye formater til livescenen og skolekoncert-projektet Levende Musik i Skolen fortsætter, og at der stadig er tilskud til Copenhagen Phil og Danmarks Underholdningsorkester.

De nye investeringer kommer oveni den ekstra milliard, kulturen fik med finansloven for sidste år.

Kulturminister Christina Egelund siger:

"Med finanslovsforslaget fortsætter vi vores massive investering i kultur. Vores fortidsminder er vores fælles historie – og en del af dem trænger virkelig til en kærlig hånd. Det får de med finanslovsforslaget. Nu foretager vi en historisk investering i bevarelsen af dem. Vi har sikret Team Danmarks økonomi frem mod OL i 2028. Det giver vores dygtige atleter mulighed for at fokusere på deres træning – og så kan vi forhåbentlig få en masse medaljer hjem til Danmark. Regeringen vil have flere i teatret og sikre, at der i fremtiden er et publikum til den store talentmasse, vi har i branchen. Vi skaber med finanslovsforslaget bedre muligheder for at uddanne sig som kunstner i flere dele af landet. Det skaber flere muligheder for de unge, og det kan forhåbentlig også styrke de kunstneriske miljøer uden for København. Vi gør en indsats for, at flere kan opleve musik, og vi styrker både gadeidrætten og idræt for en række udsatte grupper, der har brug for særlige tilbud for at blive en del af foreningslivet."

Af de ekstra midler, der er afsat i hvert af årene 2025-2027, stammer 25 mio. kr. fra tidligere reserve til en overgangsordning til en museumsreform. Disse penge kan omdisponeres, fordi der i stedet blev opnået enighed om et varigt løft til museerne.

Se, hvordan regeringen vil fordele pengene her.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16