Afstands- og arealkrav ophæves
Fra lørdag 14. august 2021 vil der ikke længere være afstandskrav ved arrangementer med siddende publikum eller arealkrav i kultur-, idræts- og foreningslivet.
Nyhed
11.08.2021
Sundhedsstyrelsen har i dag opdateret retningslinjerne om forebyggelse af smittespredning. I den forbindelse er anbefalingen om at holde mindst 1 meters afstand til andre personer i det offentlige rum fjernet.
Med de ændrede retningslinjer ophæves afstands- og arealkrav også i kultur-, idræts- og foreningslivet. Det vil ske fra lørdag 14. august 2021, da de opdaterede krav skal indarbejdes i de gældende bekendtgørelser.
Dermed vil der fra 14. august 2021 ikke længere gælde krav om, at der skal være mindst 2 m2 pr. tilskuer, besøgende, bruger eller lignende i lokaler, hvortil offentligheden har adgang.
Arealkravet ophæves ligeledes for større arrangementer med stående publikum. Her har der hidtil været krav om mindst 2 m2 pr. tilskuer i de enkelte sektioner.
Endvidere ophæves kravet om, at der skal være mindst 1 meter eller ét tomt sæde mellem hver siddende tilskuer til indendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Jeg er glad for, at vi er kommet rigtig langt med bl.a. vaccinerne, og nu står et sted, hvor sundhedsmyndighederne vurderer, at areal- og afstandskravene kan fjernes. Det har stor betydning for bl.a. biografer og teatre, at der nu er mulighed for at lukke langt flere gæster ind til film- og teaterforestillinger.”
Hvilke restriktioner gælder fortsat for kultur- idræts- og foreningslivet
Med de seneste lempelser er der fra 14. august 2021 kun få tilbageværende restriktioner for kultur-, idræts- og foreningslivet:
Indendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum (over 500 tilskuere)
- Krav om sektioner á maksimalt 1.000 tilskuere
- Krav om coronapas
- Krav om at tilskuere sidder ned på faste pladser
Udendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum (over 500 tilskuere)
- Krav om at tilskuere sidder ned på faste pladser
- Krav om coronapas (kun for over 2.000 tilskuere)
- Krav om registrering af tilskuere
Indendørs kultur- og idrætsarrangementer med stående publikum (over 500 tilskuere)
- Krav om sektioner á maksimalt 500 tilskuere
- Maksimalt 3.000 tilskuere i alt
- Krav om coronapas
Udendørs kultur- og idrætsarrangementer med stående publikum (over 500 tilskuere)
- Krav om sektioner á maksimalt 1.000 tilskuere (hæves til 2.500 fra 15. august)
- Maksimalt 5.000 tilskuere i alt (hæves til 10.000 fra 15. august)
- Krav om coronapas
- Forbud mod overnatning
Træningscentre
- Krav om coronapas (kontrol kan gennemføres gennem daglige stikprøver)
Udendørs motionsevents (over 500 deltagere)
- Krav om sektioner á maksimalt 500 deltagere
- Maksimalt 10.000 deltagere i alt
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16