Arbejdsgruppe kalder til kamp for dansk litteratur, sprog og læsning
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har i dag modtaget Arbejdsgruppen for litteraturs bud på, hvordan vi skaber et bæredygtigt bogmarked og får læselysten tilbage.
Pressemeddelelse
Nyhed
28.05.2025
Hvordan kan vi sikre det danske litteraturlandskab bedste muligt i en tid, hvor den digitale udvikling truer forfatternes livsgrundlag, hvor det danske sprog er under pres, og hvor læselysten er faldende?
Det har en række repræsentanter fra bogbranchen og eksperter inden for litteratur og læsning siden foråret 2024 drøftet. Det er nu mundet ud i en række anbefalinger til kulturministeren.
Arbejdsgruppen anbefaler bl.a. at styrke litteraturens rammevilkår ved at øge det offentlige bogindkøb og gennemsigtigheden på det digitale bogmarked. Samtidig anbefaler arbejdsgruppen at styrke bibliotekernes service, ordningen for levende litteratur- og forfattermøder og prioritere litteratureksport. Arbejdsgruppens anbefalinger kan læses her.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Tak til arbejdsgruppen for et solidt stykke arbejde og et omfattende katalog af anbefalinger til at styrke dansk litteratur. Danmark er et lille sprogområde, og dansk litteratur er udfordret fra mange fronter. Digitalisering skaber usikre vilkår for forfatterne, og for både børn og voksne bliver læsningen nedprioriteret i en hverdag fyldt med sociale medier og skærme. Der er behov for at tænke nyt og stort. Jeg synes, at arbejdsgruppens rapport er et godt afsæt, og jeg vil nu sætte gang i en konkret handlingsplan for dansk litteratur og læsning. Der kommer ikke til at være nogen hurtige løsninger, og det hele kan ikke løses med flere penge. At forbedre vilkårene for dansk litteratur og læsning vil frem for alt kræve samarbejde mellem både branchen, staten, kommuner, skoler, pædagoger, lærere og forældre”.
Udvalgsleder Carsten Fenger-Grøndahl siger:
”Det er svært at overvurdere værdien af læsning og litteratur. Det er jeg kun blevet bekræftet i dette arbejde i arbejdsgruppen. Det står desværre også klart, at det ikke er en selvfølge, at vi har en læsekultur og litteratur, som både appellerer bredt og smalt og bidrager til et levende dansk sprog. Det er vigtigt, at vores børn møder bøger i deres hverdag, så vi også har læsere i fremtiden. Og det er vigtigt, at vi sikrer, at vores forfattere og forlag kan overleve på fremtidens bogmarked. Danske forfattere og forlag formår i dag på et fuldt liberaliseret bogmarked at levere litteratur af høj kvalitet. Men opgaven med at sikre original dansksproget litteratur kan ikke løse sig selv på et marked, hvor internationale streamingtjenester får mere og mere magt. Det kræver, at vi prioriterer litteraturen og understøtter, at forfattere fortsat kan skrive originale fortællinger, at vi har bøger til vores børn, og at vi fortsat passer på og udvikler det danske sprog. Det er nu, der skal sættes ind."
Baggrund
Arbejdsgruppen for litteratur har det seneste år drøftet vilkårene for forfattere og litteraturens vilkår i en tid, hvor lydbogsstreaming forandrer forretningsmodeller og forbrugeradfærd på bogmarkedet. Anbefalingerne skal danne grundlag for en kommende litteraturpolitisk handlingsplan.
Arbejdsgruppen har bl.a. anbefalet tiltag vedrørende støttestrukturerne for litteraturen, forfatternes løn- og arbejdsvilkår på det digitale bogmarked, den litterære udvikling som følge af kunstig intelligens, børns faldende læselyst, udfordringer og muligheder for specifikke genrer inden for litteraturen samt vilkårene for dansk litteratur i udlandet.
Arbejdsgruppen består af:
- Carsten Fenger-Grøndahl, rektor for Folkeuniversitetet og udvalgsleder i Statens Kunstfond (forperson)
- Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie (næstforperson)
- Christian Mørk, forfatter
- Iben Mondrup, forfatter
- Marianne Eskebæk Larsen, lektor
- Peder Frederik Jensen, udvalgsmedlem i Statens Kunstfond og forfatter
- Ursula Andkjær Olsen, forfatter
- Jeanette Varberg, forfatter, arkæolog og museumsinspektør
- Thomas Korsgaard, forfatter
- Josefine Klougart, forfatter
- Leonora Christina Skov, forfatter
- Johan Ottosen, forfatter
- Kim Fupz Aakeson, forfatter
- Signe Parkins, illustrator
- Christel Sunesen, medejer af Mikrofest og ejer af forlaget Ekbátana
- Morten Visby, oversætter og formand for Dansk Forfatterforening
- Claus Ankersen, forfatter og forperson for Danske Skønlitterære Forfattere
- Christine Bødtcher-Hansen, direktør i Danske Forlag
- Natasha Brandt, direktør i Dansk Erhverv
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16