Bibliotekspenge for 183 mio. kr. udbetales før tid

Udbetalingen af de årlige bibliotekspenge er fremrykket. Dermed udbetales 183 millioner kroner til over 10.000 personer før tid.

Nyhed
27.03.2020

Tusindvis af forfattere, oversættere, illustratorer og andre skabende kunstnere modtager i dag, en uge før tid, de årlige bibliotekspenge fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor alle dele af vores samfund er påvirket af corona-virussen. Mange forfattere mv. står nu i en både usikker og kompliceret økonomisk situation. Derfor har jeg i været i dialog Slots- og Kulturstyrelsen og bedt dem fremskynde udbetalingen af de årlige bibliotekspenge. Mere end 10.000 personer kan derfor se frem til at få udbetalt penge i dag. Det er måske en lille ting, men alle tiltag hjælper.”

Baggrund

Bibliotekspengene udbetales en gang om året og udregnes i en fysisk og en digital del.

På finansloven for 2020 er der afsat 183,1 millioner kroner til bibliotekspenge for bøger, heraf går 6 procent til e-bøger og netlydbøger – svarende til godt 11 millioner kroner. Slots- og Kulturstyrelsen udbetaler i alt 183,1 millioner kroner til forfattere og andre skabende kunstnere, hvis bøger er tilgængelige på landets folkebiblioteker,bibliotekernes digitale udlånstjenester og folkeskolens pædagogiske læringscentre. 

Læs mere i pressemeddelelsen på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

Yderligere oplysninger

Kommunikationskonsulent Marie Starup, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 95 42 00

Slots- og Kulturstyrelsens pressetelefon: 22 61 19 95