Bogpanelets årsrapport: Den fysiske bog vinder frem

Danskerne både køber flere bøger og låner flere bøger på biblioteket, viser nye tal fra Bogpanelets årsrapport.

Pressemeddelelse
Nyhed
22.12.2025

Forfaldsfortællingen om den fysiske bog kan godt lægges i graven. I hvert fald hvis man læser Bogpanelets nyeste årsrapport - Bogen og litteraturens vilkår 2025. Det har nemlig været et godt år for den fysiske bog.

Ser man på styksalget, stiger bogsalget inden for alle genrer, når man sammenligner kvartaler mellem 3. kvartal 2022 og 2. kvartal 2024. Samlet set er der i perioden sket en stigning i bogsalget på ca. 8,5 procent.

Udviklingen kan også ses på folkebiblioteket, hvor det fysiske udlån steg i 2024 for tredje år i træk, så udlånet er på sit højeste i 10 år med 32 mio. udlån inkl. udlån af lydbøger og e-bøger på eReolen.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”I en tid hvor alle har snuden i skærmen, er det fantastisk, at papirbogen stadig lever og beviser sit værd. Jeg jubler simpelthen over, at flere tager papirbogen til sig, allerede inden den afskaffede bogmoms rigtig er trådt i kraft. Det er en kæmpe god nyhed på et tidspunkt, hvor vi tager et af de største litteraturpolitiske skridt, man overhovedet kan, og gør bøgerne billigere for alle. Når vi fordyber os i en bog, kan vi træde ind i andre verdener, få nye perspektiver og samtidig styrke vores kritiske sans og evne til at adskille fup fra fakta. Derfor arbejder vi målrettet for, at vi allesammen fortsat har adgang til et bredt udvalg af originale danske bøger og for, at vi får udbredt læselysten til særligt børn og unge. Det arbejde er slet ikke slut, kan jeg godt garantere”.

Forperson for Bogpanelet Mads Rosendahl Thomsen siger:

”Den fysiske bog har noget særligt, som skærme ikke kan erstatte. Den kræver af os, at vi sætter os ned og bruger tid og er nærværende. Det er opløftende at se, at så mange vælger papirbogen, og at det i øvrigt går godt for bogbranchen, der formår at få udbredt en masse ny original dansk litteratur til læserne. Det er samtidig værd at bemærke, at vi har et folkebibliotek, som bliver benyttet flittigt, uanset om det er digitale eller fysiske bøger, man er til. Årsrapporten viser os, at fordybelse og eftertanke stadig har en vigtig plads i vores samfund.”

Årsrapporten går i dybden med udviklingerne på bogmarkedet og samler også op på viden om forfatteres økonomiske vilkår. Den kan læses her.

Årsrapporten bygger på en stor mængde statistik fra bl.a. DBC, Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen. Den fulde statistikdokumentation kan findes i et bilag her.

 

 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16