Bredt forlig skal skabe tryghed og fremtidssikre mediebranchen
For første gang i knap et årti har et bredt politisk flertal indgået en medieaftale.
Pressemeddelelse
14.06.2023
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti er enige om en ny medieaftale for 2023-2026.
Forliget styrker den lokale og regionale journalistik, herunder ugeaviserne og magasiner med publicistisk indhold, der ikke er omfattet af nulmoms som de skrevne nyhedsmedier. Der indføres også en kulturbidragsordning, der samtidig tilgodeser de streamingtjenester, der allerede investerer i dansk indhold. Forliget giver danskerne adgang til DR’s arkiver, øger udbuddet af kvalitetsindhold til børn og unge via animation og lyd og styrker den demokratiske kontrol med sociale medier og tech-giganterne.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Jeg er stolt af, at det for første gang i knap et årti er lykkedes at indgå et bredt medieforlig. Partierne skal have stor ros for at tage ansvar og skabe tryghed for den danske mediebranche, der har lidt under, at de to seneste medieaftaler har været smalle og ikke er blevet implementeret. Nu sikrer vi en omfordeling af mediestøtten, så danskerne får adgang til relevant indhold både lokalt og nationalt. Vi forpligter streamingtjenester til at bidrage til dansk indholdsproduktion, og vi tilgodeser de tjenester, der rent faktisk investerer i dansk indhold. Vi styrker den demokratiske kontrol med sociale medier og tech-giganterne og sætter ind for at beskytte vores børn og unge bedre online. Med aftalen cementerer vi, at Danmark er en kulturnation, der skaber kvalitetsindhold, der kan samle os, gøre os klogere, udfordre os og binde os sammen.”
Hovedpunkter i aftalen
- Omfordeling af mediestøtte til lokale og regionale medier.
- Støtte til magasiner med publicistisk indhold.
- Støtte til ugeaviser.
- Mere støtte til nyetablering og udvikling af medier og mulighed for støtte til innovativ forretningsudvikling.
- Der nedsættes et udvalg, der skal se på indretningen af fremtidens mediestøtte.
- En balanceret kulturbidragsordning, der tilgodeser investeringer i dansk indhold.
- Public Service-puljen moderniseres til også at støtte dansk indhold til radio og podcast.
- Etablering af et center for graverjournalistik.
- Styrkelse af dansk animation hos DR med krav om ekstern udlægning af produktionen.
- Et lydunivers målrettet børn, som tilrettelægges som udbud til det private marked.
- Adgang til DR’s arkiver via Det Kongelige Bibliotek og forpligtelse til DR om at formidle mere arkivindhold på DRTV.
- DR forpligtes til at formidle den kristne kulturarv.
- Der etableres et nyt Center for sociale medier, tech og demokrati. Centret skal blandt andet afsøge muligheder for ny regulering på tech-området, sikre viden om tech-giganternes indflydelse på demokrati og trivsel og styrke Danmarks interessevaretagelse i EU.
- Midler til fakta-tjek-mediet TjekDet for at imødegå mis- og desinformation på digitale platforme samt styrket indsats for digital dannelse og trivsel i regi af Medierådet for Børn og Unge
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16