Corona-lukning en af Danmark skal dokumenteres og bevares
Rigsarkivet og landets øvrige arkiver, Det Kgl. Bibliotek og Nationalmuseet skal ved fælles indsats sikre en bred indsamling af dokumentation for Corona-pandemiens indtog i det danske samfund. Kulturministeren bakker op om initiativet.
Nyhed
30.03.2020
Corona-lukningen af Danmark skal dokumenteres og bevares
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Vi gennemlever en svær tid lige nu. Alle dele af vores samfund er påvirket af de store konsekvenser Corona-virussen skaber. Det bliver en vigtig rolle at bearbejde og forstå følgerne, og derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med at dokumentere hverdagen under Corona-krisen.
Der vil være efterspørgsel efter kilder og dokumentation af, hvordan Danmark håndterede situationen, hvad der skete og hvordan det påvirkede både borgere, organisationer og virksomheder. Derfor går de danske arkiver, Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek allerede nu i gang med at indsamle materialer, der skal bevares for fremtidige generationer.”
Baggrund
Indsamlingen skal dække de tiltag, der er taget for at begrænse smitten og virkningerne på det danske samfund, virksomhederne og den enkelte borger. Materialet skal bevares som vidnesbyrd og for at sikre fremtidige generationers adgang til vigtige informationer om perioden.
Nationalmuseet opfordrer til at hjælpe med at dokumentere pandemien med projekt ”Dage med Corona”, der er en indsamling af danskernes dagbøger med fortællinger, billeder og små film fra hverdagen med Corona. Den skal give indblik i danskernes oplevelse af pandemien.
Rigsarkivet og stadsarkiverne får i de kommende år en masse dokumentation fra de offentlige myndigheder, der løbende afleverer til arkiverne. Derudover søger arkiverne dokumentation fra virksomheder, organisationer og foreninger.
Det Kgl. Bibliotek indsamler løbende danske tv- og radioudsendelser, websider, aviser m.m. Derudover er man i bibliotekets webarkiv, Netarkivet, gået gang i med en begivenhedshøstning, som skal supplere de daglige høstninger for at indsamle så meget indhold som muligt fra websites, der relaterer sig til Danmark og Corona. Det er fx udenlandske websites om pandemien i Danmark og udvalgt offentliggjort materiale på sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram, Youtube, Tiktok m.m.
Endelig indgår Dansk Folkemindesamling som samarbejdspartner i Nationalmuseets projekt om at indsamle danskernes fortællinger om hverdagen under Coronavirus-pandemien.
Sådan bidrager du til indsamlingen af Coronavirus-dokumentationen
Læs mere om Rigsarkivets indsamling
Læs mere om Det Kgl. Biblioteks indsamling
Nationalmuseets projekt ”Dage med Corona”. Her kan du med udgangspunkt i den sætte dine egne ord og billeder på danskernes nye hverdag under Corona-pandemien.
Download Nationalmuseets spørgeguide
Hvis du kommer fra en faglig organisation, kan du henvende dig til Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv på: aba@ eller bidrage med private fotos, beretninger og film om danskernes arbejdsliv under Corona-krise på arbejdermuseet.dkindsamling@ arbejdermuseet.dk
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16