Corona-samarbejde var en succes
Samarbejdet ”Sammen om kunsten” mellem Kulturministeriet og flere fonde er kommet bredt ud og har hjulpet kulturen, viser ny evaluering.
Nyhed
03.06.2021
I foråret 2020 lancerede Kulturministeriet i samarbejde med Statens Kunstfond og fondene Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Bikubenfonden og Det Obelske Familiefond initiativet ”Sammen om kunsten”, som skulle kickstarte et kulturliv ramt af coronakrisen. Det var første gang, et samarbejdsprojekt på tværs af fonde og Kulturministeriet blev etableret.
Samarbejdet har samlet givet støtte for 26,6 mio. kr. til 193 projekter i hele landet. Det gælder blandt andet projekter som Aalborg Teaters nye digitale scene AAT STREAM, en klippekoncert på Bornholm og en cykeltur med kunst for øje. Flere af projekterne er stadig under udvikling og vil blive realiseret i 2021.
En ny evaluering konkluderer, at samarbejdet har båret frugt, har opnået gode resultater og har vist en stor grad af innovation.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Vi har under coronakrisen lavet mange støtteordninger og forsøgt at holde hånden under kulturlivet. I dette ret unikke samarbejde mellem ministeriet, Statens Kunstfond og fondene Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Bikubenfonden og Det Obelske Familiefond har vi formået at hjælpe kulturlivet bredt, samtidig med at der kommet nye, innovative projekter ud af samarbejdet. Projekterne viser, at kulturlivet - også i en coronatid - har mange gode og spændende idéer. Jeg er derfor glad for, at fondene er trådt til i en så alvorlig tid for vores kultur. Samarbejdet på tværs har vist, at det i høj grad beriger kulturlivet, når vi står ’sammen om kunsten’.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16