Danmark vil oprette nyt uafhængigt Dopingnævn og Appelinstans
Efter det internationale antidopingagentur, WADA, har vedtaget nye retningslinjer, skal Danmark ændre på sin organisering for at leve op til det nye regelsæt.
Pressemeddelelse
28.06.2026
WADA vedtog i december 2025 reviderede internationale antidopingregler, som træder i kraft den 1. januar 2027.
Det betyder blandt andet skærpede krav til uafhængighed mellem de instanser, der behandler dopingsager, og idrætsorganisationer, antidopingorganisationer og myndigheder.
For at leve op til reglerne vil regeringen derfor oprette et nyt Dopingnævn og en ny Appelinstans for dopingsager. Helt konkret skal det nye uafhængige Dopingnævn behandle sager i første instans, som herefter kan ankes til en ny uafhængig Appelinstans for dopingsager i anden instans.
De nye instanser kræver en ændring af loven, som også vil betyde, at dopingsager i foreningsidrætten, som hidtil er blevet behandlet under et særskilt reglement, vil blive behandlet under det nye regelsæt. Ændringen vedrører først og fremmest, hvilke instanser der behandler sager om mulige overtrædelser af dopingreglerne, og medfører ikke, at motionister testes oftere eller på en anden måde end i dag. De nye antidopingregler har forskellige krav mv. til henholdsvis eliteatleter og motionister, men reglerne kan betyde, at overtrædelse af dopingreglerne i motionsidrætten kan straffes hårdere end hidtil. Samtidig vil klagesager fra medlemmer af kommercielle fitnesscentre, der har indgået aftale med Anti Doping Danmark, fremover blive behandlet i det nye Dopingnævn. Lovforslaget om den nye organisering er netop sendt i høring.
Kulturminister Zenia Stampe siger:
”Det er vigtigt for mig, at vi i Danmark har helt klare retningslinjer og regler i indsatsen mod doping. Danmark skal selvfølgelig leve op til de nye internationale regler. De nye WADA-regler betyder, at vi skal have lavet om på organiseringen af den danske antidopingindsats inden nytår. Derfor har jeg sat gang i en hurtig proces, så vi i Danmark lever op til de nye internationale dopingregler. ”
Sådan fungerer antidopingindsatsen i Danmark i dag
Anti Doping Danmark (ADD) er Danmarks nationale antidopingorganisation, og det er dem, der har ansvar for den danske dopingkontrol, herunder at teste atleter, analysere testsvar og træffe afgørelser i dopingsager.
Dopingsager indledes af ADD, som undersøger mulige overtrædelser og meddeler den pågældende atlet eller person den foreslåede sanktion. Accepteres sanktionen ikke, kan sagen indbringes for Dopingnævnet, som behandler sagen i første instans.
Dopingnævnets afgørelser kan i dag appelleres til Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Appelinstans, der er anden instans.
Nye antidopingregler fra WADA
WADA vedtog i december 2025 reviderede internationale antidopingregler, som træder i kraft d. 1. januar 2027.
Reglerne stiller nye krav til uafhængighed mellem appelinstanser og nationale antidopingorganisationer, idrætsorganisationer og regeringer. I dag udpeger DIFs repræsentantskab medlemmerne af Dopingnævnet og Appelinstansen, mens DIF varetager sekretariatsbetjeningen af begge instanser. Denne organisering vil ikke være forenelig med de nye regler.
Derudover vil det med de nye regler ikke være tilladt at have særskilte, nationale antidopingregler udover WADAs internationale regler. I Danmark er WADAs internationale regler implementeret i de nationale antidopingregler, som gælder for elite- og konkurrenceidrætsudøvere under DIF’s specialforbund, mens idrætten selv har udformet et særskilt reglement, ”motionsdopingreglementet”, som gælder for borgere, der dyrker idræt i foreningslivet i deres fritid. Dopingsager under motionsdopingreglementet behandles i Motionsdopingnævnet, der sekretariatsbetjenes af DGI, og hvis medlemmer udpeges af DGI, DIF og Dansk Firmaidræt. Med WADAs reviderede regler vil også dopingsager blandt motionister i foreningsregi fremover skulle behandles efter det nye regelsæt. Ligeledes vil afgørelser i dopingsager i kommercielle fitnesscentre, som før kunne prøves i Motionsdopingnævnet, fremover skulle prøves i Dopingnævnet.
Dopingnævnet og Appelinstansen vil hver især blive sammensat af seks personer, der samlet set repræsenterer juridisk sagkundskab, medicinsk eller idrætsvidenskabelig ekspertise samt indsigt i idræt og antidopingforhold.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16