De gældende nationale COVID-19-tiltag forlænges
Sundhedsmyndighederne har anbefalet at forlænge de nuværende nationale COVID-19-tiltag. Regeringen har valgt at følge anbefalingen. Det betyder, at tiltagene om begrænsning af forsamlinger forlænges til og med den 13. december 2020.
21.11.2020
Forsamlingsforbud
På grund af et højt niveau af smitte i samfundet, er det lille forsamlingsforbud forlænget. Det betyder, at der fortsat kun må samles 10 personer frem til 13. december 2020. Undtagelsen for idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år inklusiv eventuelt ansvarlige personer over 21 år, hvis dette vurderes nødvendigt for forsvarlig afholdelse af aktiviteten, gælder stadig. Der må dog maksimalt være 50 personer til disse aktiviteter.
Der er ikke ændringer til det store forsamlingsforbud. Det vil derfor stadig være muligt at gennemføre idrætsarrangementer, koncerter, konferencer mv. på op til 500 deltagere, hvis deltagere eller publikum i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod en scene, bane, biograflærred eller lignende.
Krav om mundbind frem til 2. januar
Krav om brug af mundbind indendørs på kulturinstitutioner og idrætsfaciliteter, hvor offentligheden har adgang, gælder stadig frem til 2. januar. Det gælder f.eks. indendørs på museer, idrætshaller, kunsthaller, spillesteder, biblioteker, kulturhuse, zoologiske anlæg, biografer, teatre mv. Krav om brug af mundbind gælder både kunder, besøgende og personale tilknyttet den pågældende kulturinstitution og idrætsfacilitet.
Krav om brug af mundbind gælder ikke, når man sidder ned. Kravet om brug af mundbind eller visir gælder heller ikke for optrædende og udøvere mv. under disses optræden og udøvelse mv. Kravet gælder dog umiddelbart før og efter.
Læs mere om forlængelsen af de nationale tiltag på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside her
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16