De nominerede til Kulturministerens Idrætspris er klar
En landstræner, et banelandshold i cykling og et lokalt gymnastikhold er årets nominerede til Kulturministerens Idrætspris 2026.
Pressemeddelelse
22.06.2026
Kulturminister Zenia Stampe siger:
”Årets nominerede viser på hver deres måde, hvorfor idrætten og foreningslivet betyder så meget i Danmark. Idrætslivet kan skabe store internationale resultater, samle et land foran skærmen eller få mennesker ind i fællesskaber, de måske ellers aldrig havde fundet. Banelandsholdet i 4 km holdforfølgelsesløb, Nikolaj Jacobsen og Søren Vester og Niels Frandsen instruktører på Æ’ Brokhold er tre meget forskellige idrætshistorier, men de har det til fælles, at de viser idrættens kraft, når talent, vilje og fællesskab går hånd i hånd. Jeg glæder mig til at uddele Kulturministerens Idrætspris 2026 til en af de tre nominerede.”
De nominerede til Kulturministerens Idrætspris 2026
Banelandsholdet i 4 km holdforfølgelsesløb, cykling
Danmarks banelandshold i holdforfølgelsesløb har gennem det seneste år vundet alt, hvad de er kommet i nærheden af. Både EM- og VM-guld er blevet forsvaret, og i februar satte holdet ny verdensrekord med tiden 3 minutter og 39,9 sekunder.
Holdet dominerer verdenseliten og har vundet tre VM-titler i træk. Landsholdet i 4 km forfølgelsesløb er en dansk paradedisciplin, som sætter nye standarder for banecykling globalt. Succesen er en understregning af dansk banecyklings kontinuerlige verdensklasseniveau.
Dansk herrehåndboldslandtræner Nikolaj Jacobsen
Nikolaj Jacobsen er nomineret for sin enestående indsats som landstræner for det danske herrelandshold i håndbold.
Under Nikolaj Jacobsens ledelse har herrelandsholdet udviklet sig fra at være ét af verdens bedste landshold til at være verdens absolut bedste. I begyndelsen af 2025 førte han holdet til dets fjerde VM-guld i træk, og i 2026 vandt herrelandsholdet for første gang EM-guld under hans ledelse.
Dermed står Nikolaj Jacobsen bag en af de mest markante præstationer i nyere dansk idrætshistorie. Han har skabt en stærk præstationskultur, hvor verdensklasse kombineres med fællesskab, tillid og tydelig ledelse.
Nikolaj Jacobsen er samtidig en eminent og folkelig formidler, der med humor og tydelighed har været med til at bringe håndboldlandsholdet tættere på danskerne.
Søren Vester og Niels Frandsen instruktører på Æ’ Brokhold, Østsalling IF
Søren Vester og Niels Frandsen, instruktører på Æ’ Brokhold i Østsalling IF, er nomineret for en enestående og vedvarende indsats for at skabe fællesskab, bevægelsesglæde og folkesundhed gennem lokal foreningsidræt.
I snart 20 år har instruktørerne Søren Vester og Niels Frandsen fået granvoksne mænd til at synge højt, hoppe i takt og turde miste fodfæste i fællesskabets navn. Holdet tiltrækker mænd, der ellers sjældent finder vej til idrætsforeningerne, og er derfor med til at styrke både trivsel, sundhed og socialt fællesskab.
Da Søren Vester overtog instruktørrollen for omkring 18 år siden, var der syv deltagere på holdet. I dag er omkring 50 mænd tilmeldt Æ’ Brokhold.
Med humor, vedholdenhed og stærkt lokalt engagement har Søren Vester og Niels Frandsen skabt et idrætsfællesskab, der viser, hvordan frivillige kræfter kan gøre en stor forskel for både mennesker og lokalsamfund.
Om "Kulturministerens Idrætspris"
Kulturministerens Idrætspris gives til årets exceptionelle præstation eller en enestående vedvarende indsats gennem en årrække inden for idrættens verden.
Følgende idrætsorganisationer er indstillingsberettigede: DGI, Danmarks Idrætsforbund, Dansk Firmaidræt, Team Danmark, Parasport Danmark og Anti Doping Danmark.
Følgende personer, foreninger mm. har været indstillet til dette års Idrætspris:
- Katrine Kristensen, paradressurrytter, indstillet af Parasport Danmark
- Anders Antonsen, badmintonspiller, indstillet af Anti Doping Danmark
- Magnus Saugstrup, håndboldspiller, indstillet af Team Danmark
- Banelandsholdet i 4 km holdforfølgelsesløb, indstillet af Team Danmark
- Ishockeylandsholdet, herrer, indstillet af Team Danmark
- Nikolaj Ehlers, ishockeyspiller, indstillet af Danmarks Idrætsforbund
- Nikolaj Jacobsen, landstræner for det danske herrelandshold i håndbold, indstillet af Danmarks Idrætsforbund
- Maja Voigt, bobslædefører, indstillet af Danmarks Idrætsforbund
- Malou Blach, formand for Ungeudvalget i Dansk Firmaidræt, indstillet af Dansk Firmaidræt
- Victoria Kjær Martins, hjælpetræner på Jump4fun-holdet i Sport Møn, indstillet af DGI
- Christoffer Boldes, instruktør på Ynglingeholdet i Jelling fS Gymnastik, indstillet af DGI
- Søren Vester og Niels Frandsen, instruktører på Æ’ Brokhold i Østsalling IF, indstillet af DGI
Tidligere vindere tæller bl.a. Dansk Bordtennis Union, trampolinspringer Peter Jensen, forsker Bengt Saltin, badmintonspiller Peter Gade, kvindelandsholdet i fodbold og herrelandsholdet i fodbold. Sidste år gik prisen til cykelrytter Julie Leth.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16