Ekspertgruppen har holdt sit første møde

Ekspertgruppen for store arrangementer har i dag været samlet til sit første møde. Ekspertgruppen skal vurdere, hvordan større forsamlinger og arrangementer kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt.

Nyhed
31.03.2021

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Ekspertgruppen er i dag mødtes for at tage hul på det vigtige arbejde med, hvordan vi sundhedsmæssigt forsvarligt kan afholde større arrangementer. Regeringen ser frem til ekspertgruppens anbefalinger, så vi kan få en sundhedsmæssig vurdering af, hvordan vi kan planlægge bl.a. festivaler, koncerter og få publikum tilbage til superligaen.”  

 

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

”Hver dag bliver flere og flere danskere vaccineret, og i takt med det kan vi gradvist og kontrolleret åbne mere af dansk erhvervsliv op igen. Det er godt og nødvendigt, for nedlukningen på grund af corona har utvivlsomt skabt en ekstremt svær situation for danske virksomheder. Derfor glæder jeg mig også over, at vi nu er nået til et punkt, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi kan samles flere mennesker igen. Det er afgørende for vores messe- og konferenceaktivitet over hele landet, at de kan åbne dørene for et større antal mennesker. Og det er ikke mindst vigtigt for, at flere danskere kan komme i arbejde igen. Jeg ser frem til at modtage ekspertgruppens anbefalinger, så vi snarest muligt kan skabe en klarhed for fremtiden for de danske messe- og konferencecentre.”

 

Ekspertgruppen skal komme med forslag til, hvordan der kan afholdes større arrangementer og større forsamlinger så som festivaler, messer, kongresser, koncerter, idrætsbegivenheder mv. på sundhedsmæssig forsvarlig vis. Ekspertgruppen skal også komme med anbefalinger vedrørende anvendelsen af ”superliga-ordningen” samt afholdelse af messeaktiviteter.

Ekspertgruppens arbejde sekretariatsbetjenes af Erhvervsministeriet, Kulturministeriet, Finansministeriet og Sundhedsministeriet. Ekspertgruppen skal præsentere sit forslag medio april 2021. Regeringen indkalder efterfølgende til forhandlinger med aftaleparterne bag rammeaftalen af 22. marts 2021 om plan for genåbning af Danmark.

Ekspertgruppens medlemmer:

Henrik Ullum, Direktør i Statens Serum Institut

Søren Brostrøm, Direktør i Sundhedsstyrelsen

Jens Lundgren, Professor, Infektionsmedicinsk klinik, Rigshospitalet

Lone Simonsen, Professor, Folkesundsvidenskab, forsker i Pandemier og Modeller, RUC

Jakob Jensen, Adm. direktør i DBU

Signe Lopdrup, Adm. direktør, Roskilde Festival-gruppen.

Peter Mark Lundberg, Direktør i Dansk Teater

Georg Sørensen, Adm. direktør i Messecenter Herning

Christian Folden Lund, Interrim CEO i BC Hospitality Group.

Politiinspektør Morten Anker Jensen, Sydøstjyllands Politi.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16