Ekstraordinær håndsrækning på 20 mio. kr. klar til film- og tv-branchen

Kulturministeren har besluttet at oprette en særlig pulje, der skal hjælpe de film og tv-produktioner, der har ligget stille som følge af Corona-virussen, og som er særlig hårdt økonomisk ramt. Pengene afsættes på det kulturelle aktstykke, der i år fordeler i alt 271 mio. kr.

Nyhed
11.06.2020

Kulturminister Joy Mogensen siger:

"Corona-krisen og den medfølgende nedlukning har ramt alle dele af vores samfund. Derfor har regeringen sammen med Folketingets partier etableret ordninger, der skal hjælpe så mange som muligt. Men der er stadig brug for en ekstra håndsrækning til nogle særligt udsatte brancher – og derfor sætter vi nu ind med en særlig pulje på 20. mio. kr., der er målrettet de film- og tv-produktioner, der har været ramt af hårde økonomiske tab, fordi produktionerne måtte sættes på pause under nedlukningen. Puljen kommer ikke til at løse alle film- og tv-branchens udfordringer, men forhåbentlig kan midlerne bidrage til at hjælpe flere producenter gennem krisen.”

Baggrund

Pengene afsættes på det kulturelle aktstykke for 2020, der netop er blevet tiltrådt af Folketingets Finansudvalg. Med aktstykke udmøntes en del af overskuddet fra Danske Spil A/S og udbytte fra Det Danske Klasselotteri A/S til kulturelle formål. Kulturministeriet vil efter Finansudvalgets tiltrædelse gå i gang med at fastsætte de nærmere rammer for puljen.

Med aktstykket for 2020 videreføres også en lang række bevillinger til formål og institutioner, som også tidligere har modtaget drifts- eller projekttilskud. Ud over midlerne til film- og tv-produktioner, afsættes der også 4,3 mio. kr. til en national portal, TjekDet, til bekæmpelse af misinformation og fake news. I alt fordeles 271,1 mio. kr. til en lang række kulturelle formål.

Se oversigten over alle tilskud på det kulturelle aktstykke på Folketingets hjemmeside 
 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16