Exceptionel mestertræner vinder Kulturministerens Idrætspris

Landstræner Nikolaj Jacobsen, som har ført det danske herrelandshold i håndbold til historiske resultater, vinder årets idrætspris.

Pressemeddelelse
25.06.2026

Nikolaj Jacobsen er årets vinder af Kulturministerens Idrætspris, efter han gennem en årrække har stået i spidsen for et dansk herrelandshold i håndbold, der har vist, at de er verdens bedste. I begyndelsen af 2025 førte han holdet til dets fjerde VM-guld i træk, og i starten af 2026 blev det også til EM-guld.

Dermed kan Nikolaj Jacobsen kalde sig træner for et dansk herrelandshold, der er forsvarende verdens-, europa- og olympisk mester.

Med en tydelig ledelsesstil, høje krav og stærk holdkultur har Nikolaj Jacobsen skabt et landshold, der både leverer resultater i absolut verdensklasse og begejstrer danskerne med seværdig håndbold.

Kulturminister Zenia Stampe siger:

”Nikolaj Jacobsen er en helt særlig træner og leder. Han har skabt historiske resultater og været med til at gøre det danske herrelandshold til verdens bedste med den ene ekstraordinære præstation efter den anden. Samtidig har han stået i spidsen for et landshold, som danskerne samles om, hepper på og føler sig som en del af. Med sin kombination af kompromisløshed, humor og menneskelighed har han skabt en kultur, hvor fællesskab, tillid og spilleglæde går hånd i hånd med præstationer i absolut verdensklasse. Det er svært ikke at lade sig imponere over både resultaterne og måden, de er skabt på.”

Prisen blev uddelt af kulturministeren ved DM-ugen i Herning.

Ud over Nikolaj Jacobsen var banelandsholdet i 4 km holdforfølgelse samt Søren Vester og Niels Frandsen fra Æ’ Brokhold i Østsalling IF nomineret til Kulturministerens Idrætspris 2026.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16