Fanø og højskolerne skal få Danmark på UNESCO’s liste over levende kulturarv
Kulturministeren har udvalgt Fanøs musik-, danse- og dragttradition og højskolerne til at arbejde videre med at komme på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv.
Pressemeddelelse
Nyhed
31.08.2026
Finland har saunaen, Cuba har rumbaen og Belgien har ølkulturen. Nu er det Danmarks tur til at få levende kulturarv på UNESCO’s verdensomspændende liste over immateriel kulturarv.
Derfor har kulturminister Zenia Stampe udvalgt Fanøs musik-, danse- og dragttradition og højskolerne til at arbejde videre med deres nomineringer til UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. Til det formål modtager begge hver 0,5 mio. kr. fra de afsatte midler på det kulturelle aktstykke for 2025. Finansieringen afhænger af tilslutning fra Folketingets Finansudvalg.
Kulturminister Zenia Stampe siger:
”Danmark er fyldt med levende kulturarv, der er helt unik. Fanøs musik-, danse- og dragttradition og højskolerne får mulighed for at gå hele vejen til at blive optaget på UNESCO’s liste. Der er tale om to helt fantastiske bud, som i den grad fortjener at blive anerkendt uden for Danmarks grænser.
Fanøs unikke tradition er en smeltedigel, hvor dans, dragter og musik udgør en helt unik bouillonterning, der giver et særligt fanøsk fællesskab. Lyden af fiolen fra Sønderhomusikken, dansene som Sønderhoning og Fannik og de flotte dragter bærer en lige linje til fortiden, hvor sømænd rejste ud i verden og tog skikke og musik hjem, der i dag lever i bedste velgående på Fanø. I dag er den meget velbevarede tradition en kilde til lokal stolthed. Men det er jysk beskedenhed. For traditionen fortjener at blive verdenskendt.
Højskolerne har siden 1800-tallet gjort unge til mere hele mennesker, dannet dem og vist de unge en vej, de måske har haft svært ved at finde. Vores mange højskoler kan alle tilbyde de unge noget forskelligt, men højskolerne har det til fælles, at de gør de unge klogere på dem selv og samfundet. Og så er højskolerne fyldt med fantastiske fællesskaber, der ofte fører til livslange venskaber.
Fanøs musik-, danse- og dragttradition og højskolerne er unik kulturarv, som i min optik burde være selvskrevne på UNESCO’s liste.”
Susanne Winsløw, formand for Fanø UNESCO Gruppe (FNUG), siger:
”Vi er både stolte og taknemmelige over, at ministeren har udvalgt Fanøs musik-, danse- og dragttradition til at arbejde videre frem mod optagelse på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Det er dejligt, at mange års forberedelse nu bærer frugt, og vi glæder os til at gøre ansøgningen færdig til indsendelse. Vi er meget glade og taknemmelige for midlerne til det afsluttende arbejde. De giver os gode muligheder for at udarbejde en stærk ansøgning.”
Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD), siger:
"I højskolerne er vi meget taknemmelige for den folkelige opbakning og for den politiske vilje fra kulturminister Zenia Stampe til at fremme ’højskole’ som værdig til optagelse som immateriel kulturarv i UNESCO. Den danske højskoletradition er holdt levende og relevant af et folkeligt engagement igennem mere end 180 år, og på højskolerne er vi dybt optagede af - til enhver tid - at danne det myndige, ansvarlige og engagerede folk, som er et frit folkestyres forudsætning."
Fakta
UNESCO har tre internationale lister over immateriel kulturarv, hvoraf den mest kendte er den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv, som rummer eksempler på immateriel kulturarv fra forskellige lande. Rigsfællesskabet har på nuværende tidspunkt to bidrag optaget på listen. Det ene er grønlandsk trommedans og -sang, og det andet er de nordiske klinkbådstraditioner, som er et fælles nordisk bidrag sammen med Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og Åland. Både Fanøs musik-, danse- og dragttradition og højskolerne står på Det Kgl. Biblioteks danske fortegnelse over levende kulturarv, hvilket er en forudsætning for at kunne søge om optagelse på UNESCO’s repræsentative liste. Højskolerne fik flest stemmer, da Kulturministeriet i 2025 foretog en folkehøring, hvor knap 60.000 danskere stemte på, hvad de mente var det bedste bud på levende dansk kulturarv.
Nomineringen af Fanøs musik-, danse- og dragttradition koordineres af Fanø UNESCO Gruppe (FNUG), mens nomineringen af højskolerne koordineres af Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD).
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16