Flere penge til grønlandske og færøske film

Regeringen vil styrke filmstøtteordningen NORDDOK II og støtte videnscentret Tranhuset.

Pressemeddelelse
15.10.2024

Regeringen ønsker at udvikle fællesskabet mellem Færøerne, Grønland og Danmark i respekt for hvert lands selvstændige identitet, kultur og sprog.

Derfor blev der på finansloven for 2024 afsat 10 mio. kr. årligt i 2024-2027 til at styrke befolkningens viden om rigsfællesskabet. Nu vil regeringen fordele pengene for 2024. Her vil regeringen styrke filmmiljøerne i Grønland og på Færøerne. Konkret sker det ved at øge bevillingen til støtteordningen for dokumentarproduktioner NORDDOK II. Desuden er der en økonomisk håndsrækning til det nye læringscenter om Nordatlanten, Tranhuset, der ligger på Christianshavn i København.

Fungerende kulturminister Christina Egelund siger:

"Jeg er stolt af, at vi nu øger støtten til de grønlandske og færøske filmmiljøer, så vi kan se endnu flere af de stærke historier fra Grønland og Færøerne og ikke mindst vise nogle af kongerigets mest storslåede og spektakulære sider frem. Det er en god nyhed til gavn for hele rigsfællesskabet, og som måske endda vil give genlyd langt ud over Kongerigets grænser.

Jeg håber, at støtten til Tranhuset vil være et vigtigt bidrag til, at videnscentret snart kan stå klar og give børn og unge et opdateret billede af livet og samfundet i Grønland, på Færøerne og i Island."

Bevillingen skal godkendes af Folketingets Finansudvalg.

Initiativerne udgør kun en del af regeringens arbejde for at styrke viden om rigsfællesskabet. Som led i det vil regeringen desuden sætte 0,5 mio. kr. af til en forundersøgelse af arkivmateriale fra Rigsmyndighederne skabt i Grønland. 

Fakta

NORDDOK II-puljen har til formål at styrke filmmiljøerne i Grønland og på Færøerne og bidrage til flere dokumentarproduktioner, der kan udbrede viden om Rigsfællesskabet. NORDDOK II består af to forskellige støttemuligheder: Støtte til kompetence- og netværksopbygning og støtte til udvikling, produktion og lancering af dokumentarproduktioner. Støtteordningen har tidligere fået en særbevilling på finansloven på 5,6 mio. kr. i 2021, 6,3 mio. kr. i 2022, 7,4 mio. kr. i 2023 og 10,8 mio. kr. i 2024. Regeringen lægger op til at øge bevillingen til NORDDOKII med 3,5 mio. kr. i 2024.

Tranhuset er et nyt videns- og læringscenter, der skal give børn og unge et opdateret billede af aktuelt liv og samfund i Grønland, Færøerne og Island. Tranhuset vil udbyde tematiske undervisningsforløb. Der er dels naturvidenskabelige forløb med vægt på områder som geologi, is, fisk, protein og energi, som er med til at danne grundlaget for de moderne samfund i Nordatlanten. Dels vil der være undervisningsspor om landenes identitet i form af folk, sprog, kultur, demokrati og historie. Regeringen lægger op til at afsætte 6,0 mio. kr. til medfinansiering af Tranhuset i 2024.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16