Frivillig ildsjæl vinder Kulturministerens Idrætspris 2023

Mikael Olesen fra Thy Fritid & Firmaidræt er vinder af Kulturministerens Idrætspris og 100.000 kroner for sin store indsats i foreningslivet. Han er et kerneeksempel på en frivillig, som bidrager og har indflydelse i sin lokale forening.

Pressemeddelelse
21.06.2023

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Vi kan i den grad takke ildsjæle som Mikael Olesen for de høje medlemstal, som vores idrætsforeninger har. Mikael gør sin lokale forening til et bedre sted at være, får tingene til at hænge sammen og tager ansvar ved blandt andet at bidrage til ny hjemmeside, lave regnskab og skabe flere nye tilbud i sin forening. Jeg er glad for med prisen at kunne give ham et stort klap på skulderen. Mikael er en rollemodel for alle i og uden for det frivillige Danmark. Jeg håber, at andre kan blive inspireret af ham og gøre danske foreninger til et endnu bedre sted at være.”

Ud over Mikael Olesen var paraatlet Lisa Kjær Gjessing og hendes landstræner Bjarne Johansen samt Danmarks Cykle Union også nomineret til Kulturministerens Idrætspris 2023.

Tidligere vindere af prisen tæller blandt andre herrelandsholdet og kvindelandsholdet i fodbold, forsker Bente Klarlund Pedersen, Dansk Atletik Forbund samt eliteatleter som Sara Slott Pedersen, Peter Gade og Eskild Ebbesen.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16