Genåbningen af dele af kulturen
Museer, teatre, biografer, zoologiske haver og højskoler er nogle af dem, der ifølge genåbningsplanens fase tre igen kan åbne 8. juni forudsat at smittespredningen under kontrol.
Nyhed
08.05.2020
Regeringen er sammen med samtlige partier i Folketinget blevet enige om en langsigtet plan for genåbning af Danmark. Genåbningen er inddelt i flere faser.
Oversigt over genåbning på Kulturministeriets område i tre faser
Genåbningsfase to starter fra 11. maj og indeholder flere af kulturministeriets områder, heriblandt professionel idræt, ind- og udlån på biblioteker, udendørs idræts- og foreningsliv samt besøg i zoologiske haver i bil. Desuden kan de kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet fx musikkonservatorierne åbne for den del af undervisning og eksamener, som kræver fysisk tilstedeværelse. Det er der store dele af aktiviteterne på de kunstneriske uddannelser, der gør.
Genåbningsfase tre starter 8. juni og indbefatter flere af institutioner og områder under Kulturministeriet. Det gælder museer, teatre, kunsthaller, biografer, akvarier, højskoler, udvalgte indendørs idræts- og foreningsliv (fx aftenskoler), øvrige zoologiske haver samt sommeraktiviteter for børn og unge. Såfremt udviklingen er mere gunstig end ventet, og de matematiske modeller viser plads til en større genåbning i fase 3, vil en fuld åbning af DR og TV2 overvejes.
Genåbningsfase fire starter primo august og gælder alle øvrige uddannelser, herunder de dele af de kunstneriske uddannelser, som ikke blev åbnet med fase 2, spillesteder, yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter mv. (fx fitnesscentre, badelande, legelande, svømmehaller). Forbuddet mod arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 500 personer tilstede, fastholdes til minimum 31. august.
Baggrund om aftaler om genåbning
Regeringen og alle partier i Folketinget står bag planen for genåbning.
Fase to af genåbningen er aftalt 7. maj.
Aftale om anden fase af en kontrolleret genåbning (pdf)
Fase tre og fire af genåbningen er aftalt 8. maj.
Aftale om plan for genåbningen af Danmark (pdf)
Der vil gælde retningslinjer vedrørende afstand, hygiejne mv. for alle de virksomheder, organisationer mv., der åbner. Rammerne tilrettelægges bl.a. i sektorpartnerskaber mellem aktører og Kulturministeriet på baggrund af retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.
I aftalerne er det noteret, at såfremt epidemien blusser op, kan regeringen fravige den samlede plan, herunder med nødvendige restriktioner mv.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16