Ghita Nørby og Søren Ryge skal hjælpe kulturministeren med at udpege kulturarv

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har sat navne på de to kulturikoner, der skal hjælpe ham med at shortliste de nomineringer fra folkehøringen om levende kulturarv, som danskerne skal stemme om.

Pressemeddelelse
01.01.2025

Det bliver de folkekære kulturikoner Ghita Nørby og Søren Ryge, der sammen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt skal udgøre den mini-komité, der skal udpege, hvad de bedste nomineringer fra folkehøringen om levende kulturarv er.

På folkehøringen.dk har danskerne siden 23. december kunnet komme med deres bud på, hvad der er særlig dansk levende kulturarv.

Målet er klart: Danmark skal være stærkere repræsenteret på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv, der er kulturarv, som vi ikke fysisk kan gribe fat i såsom traditioner, kundskaber og måder at være sammen på.

Kulturministerens folkehøring slutter 8. januar 2025. Derefter mødes Jakob Engel-Schmidt med Ghita Nørby og Søren Ryge for at shortliste nomineringerne. Og det bliver altså de bud, som danskerne derefter skal kunne stemme på i afstemningen om, hvad der skal på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Jeg er blæst totalt bag over af den interesse, som danskerne indtil videre har haft for folkehøringen, og jeg er glad for, at så mange danskere allerede har indsendt nomineringer. Jeg kan allerede nu sige, at det bliver en svær udvælgelsesproces, for jeg er kun blevet bekræftet i, at vi har en masse traditioner og skikke, der kan komme på UNESCO’s liste. Jeg er glad for, at Ghita Nørby og Søren Ryge har sagt ja til at hjælpe mig med at udpege de bedste bud på levende dansk kulturarv. Det er to kulturpersonligheder med ekstremt meget viden og livserfaring, der har opnået en betydelig indsigt i den danske folkesjæl. Jeg ser frem til at vi skal mødes i det nye år, for vi har en vigtig og spændende opgave foran os.”

Faktaboks

UNESCO’s liste over immateriel kulturarv indeholder eksempler på levende traditioner, færdigheder og skikke, som bliver overleveret fra generation til generation – fx madkultur, håndværk eller ceremonier. Formålet med listen er at bevare og videreføre den kultur, som mennesker udøver i hverdagen, og som er en vigtig del af vores identitet.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16