Håndsrækning til egnsteatre skal gøre op med ulighed

Syv egnsteatre får i alt 8 mio. kr. ekstra om året i årene 2024-2027.

Pressemeddelelse
12.06.2024

Det er nu besluttet at prioritere syv egnsteatre i områder, hvor der er langt til de centrale landsdelsscener. Teatrene får et ekstra udviklingstilskud de næste fire år. Teatrene vælger selv, hvordan de vil bruge pengene. De kan eksempelvis udvikle deres forestillinger eller nå ud til endnu flere.

BaggårdTeatret, Sjællands Teater, Odsherred Teater, Mungo Park Allerød, Limfjordsteatret og Holstebro Teater får hver ca. 4,7 mio. kr. samlet i årene 2024-2027.

Disse seks teatre er udvalgt, fordi de har et højt scenekunstfagligt niveau og har mulighed for at udbyde scenekunst af særlig høj kvalitet til et bredere publikum eller i et større regionalt område. Fælles for teatrene er, at de ligger i områder, hvor der ikke er et teater med et større regionalt ansvar i nærheden.

I årene 2024-2027 får Bornholms Teater 4 mio. kr. i alt til håndtering af de særlige udfordringer, som teatret har på grund af sin geografiske placering og rolle som eneste faste professionelle teater på Bornholm.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Teaterture skal ikke være forbeholdt borgere med et bestemt postnummer. Vi skal have større teatertilbud i de områder, hvor der er meget langt til de store landsdelsscener. Jeg er stolt af, at vi nu kan gøre op med nogle af de regionale uligheder og styrke en række egnsteatre landet over, så de eksempelvis kan tiltrække et bredere publikum. Vi har prioriteret at give en håndsrækning til teatre, der i forvejen udviser stort engagement og drivkraft og dermed har et potentiale for at nå endnu flere, end de gør i dag. Bornholms Teater har højere udgifter på grund af sin placering. Det skal ikke gå ud over de scenekunsttilbud, som bornholmerne har i deres nærområde, at medvirkende og scenografi skal med fly eller færge for at nå hen til teatret.”

Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen siger:

"Vore egnsteatre er utrolige vigtige for, at vi kan sikre et professionelt teatertilbud til danskerne i hele landet. Derfor glæder det mig, at vi nu kan sikre yderligere tilbud og udvikling gennem en forøgelse af støtten til seks egnsteatre landet over.”

Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen siger:

“Der er langt fra Bornholm til Det Kongelige Teater - og der er også langt fra Holstebro. Men når vi nu har valgt ekstraordinært at støtte en række egnsteatre, så er det ikke kun, fordi Venstre ønsker scenekunst i hele Danmark - så er det først og fremmest, fordi alle teatrene har vist, at leverer kvalitet og har potentiale til endnu mere, hvis de får en håndsrækning.“

Moderaternes kulturordfører Tobias Grotkjær siger:

"Jeg er utroligt glad for, at vi nu sikrer teater og scenekunst på tværs af hele landet til glæde for alle danskere. Egnsteatrene styrker lokalområderne med mere end blot unikke forestillinger. De skaber sammenhold, frivillighed og liv i provinsen. På de lokale egnsteatre kan man se scenekunst af høj kvalitet, som giver oplevelser for både unge og gamle. Sådan skal det selvfølgelig også være i fremtiden!" 

SF's kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk siger:

“SF er glade for, at vi nu kan sende nogle penge til udvikling på nogle af de spændende teatre, som ligger længere væk fra de store byer i Danmark. Det er vigtigt, at der også er scenekunst tæt på alle borgere - også i landdistrikterne. Vi glæder os til at se alt det spændende teater, der kommer ud af udviklingsmidlerne.”

Danmarksdemokraternes kulturordfører Søren Espersen siger:

“Som kulturordfører for Danmarksdemokraterne glæder det mig at sende kulturkroner til gode teatre, som formår at lave store oplevelser uden for de største byer.”

Liberal Alliances kulturordfører Katrine Daugaard siger:

"Som liberal er jeg utroligt glad for, at vi målretter de ekstra midler til teatre, der har høj kvalitet og gør en særlig bemærkelsesværdig indsats. Især steder som ikke nødvendigvis har demografien til at være en kulturmagnet."

Dansk Folkepartis kulturordfører Mikkel Bjørn siger:

"Det er altid en god dag for Dansk Folkeparti, når man styrker kulturen, også langt fra de store byer."

Alternativets kulturordfører Sascha Faxe siger:

"Betydningen af at have adgang til kvalitetsteater rundt om i landet kan nærmest ikke overvurderes. Det giver livskvalitet, og det giver en god mulighed for at sikre unges vej til en type kultur, som vi ved har betydning for deres kulturforbrug livet igennem. Det kan godt være at betegnelsen ’egnsteater’ lyder lidt forældet, men det skal vi ikke lade os narre af. Rundt om i Danmark laves topmoderne og udtryksfuldt teater, som i den grad er værd at rejse efter. I Alternativet er vi glade for at kunne være med til at sende udviklingstilskud til egnsteatre."

Pengene til det ekstra udviklingstilskud til egnsteatrene er afsat på finansloven for 2024. Folketingets finansudvalg skal godkende fordelingen.  

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16