Herrelandsholdet i fodbold vinder Kulturministerens Idrætspris 2022

Herrelandsholdet i fodbold har på imponerende vis formået at genskabe landsholdet som nationalt samlingspunkt. De har det seneste år leveret flotte sportslige resultater, men holdet viste også imponerende lederskab og holdånd.

Pressemeddelelse
24.06.2022

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
"Jeg er utroligt glad for, at vi med Kulturministerens Idrætspris i år hylder det danske herrelandshold. Ikke alene har de det seneste år leveret stærke sportslige resultater, de har også vist, at sport og fodbold kan samle hele Danmark. Og da Christian Eriksen faldt om og hele Danmark holdte vejret, viste de, at de er meget mere end dygtige sportsfolk. De udviste forbilledligt lederskab og kammeratskab. Vi kan som nation være utrolig stolte af dem”.

Om Herrelandsholdet
EURO 2020 blev afviklet i sommeren 2021, hvor herrelandsholdet var tæt på at spille sig i EM-finalen, men tabte knebent med 2-1 til England på Wembley efter forlænget spilletid. Danmark fik en uhyggelig start på EM, da Christian Eriksen i åbningskampen faldt om på banen. Holdet leverede efterfølgende en historisk dansk indsats under VM-kvalifikationen, og på rørende vis kom Eriksen tilbage på landsholdet i forårets kampe.

Om prisen
Kulturministerens Idrætspris på 100.000 kr. gives til årets exceptionelle præstation eller indsats inden for idrættens verden. Prisvinderkredsen er bred og kan dække eliteidrætsudøvere, trænere, ledere, forskere, foreninger og andre, som i det pågældende år har haft en særlig stor betydning for dansk idræt. Der er således tale om en pris, som dækker hele idrætten.

Ud over Herrelandsholdet var også LykkeLiga, Jens Sejer Andersen og Anne-Marie Rindom nominerede til prisen.

Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16