Historisk stor støtte til europæisk kunst og kultur

Kulturministeren opfordrer danske kulturinstitutioner og kulturaktører til at søge puljerne under EU-støtteprogrammet ”Et Kreativt Europa 2021-2027”, som netop er blevet vedtaget.

Pressemeddelelse
20.05.2021

Det nye program ”Et Kreativt Europa” støtter i perioden 2021-2027 kultur- og filmprojekter, som er udviklet af aktører fra de europæiske lande. Ud over et kontant tilskud giver programmet kunstnere mulighed for at skabe kontakter, netværk og partnerskaber på tværs af grænserne. Programmet har i lyset af corona-pandemien bl.a. fokus på at støtte projekter, der sigter på at genoprette kulturen, styrke publikumsudviklingen, øge adgangen til kultur og understøtte den digitale og grønne omstilling på kulturområdet.  Budgettet er historisk højt. I forhold til det nuværende program er det øget med over 7 mia. kr.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Kulturaktørerne i Danmark og resten af Europa har behov for et rygstød, så vi i Europa også fremover kan have en rig kulturel og sproglig mangfoldighed. At EU’s kulturstøtteprogram de næste syv år får et styrket budget bekræfter, at kulturen spiller en vigtig rolle i Europa. Støtte til kulturlivet er blevet endnu vigtigere og mere aktuelt under corona-krisen, og jeg vil derfor opfordre vores dygtige kulturinstitutioner og kulturaktører i Danmark til at søge om midlerne.”

Der er i forhold til det tidligere ”Et Kreativt Europa” program lagt op til forenkling af ansøgningsprocessen, og Europa-Kommissionen, der står for programmet, vil have fokus på at målrette relevant information til kulturlivet om yderligere støttemuligheder til kulturlivet fra andre EU-programmer som f.eks. investeringsprogrammet InvestEU, der yder lånegarantier til bl.a. de kulturelle og kreative sektorer. 

Slots- og Kulturstyrelsen og Det Danske Filminstitut danner tilsammen det danske ”Creative Europe Desk”, som rådgiver ansøgere om muligheder for støtte fra programmet. Der vil blive åbnet for ansøgninger primo juni. Se her for yderligere info: https://www.dfi.dk/branche-og-stoette/creative-europe-desk

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16