Hjemsendelse af medarbejdere hos DR og TV 2
Det var vigtigt for regeringen, at der blev lavet kritisk og uafhængig journalistik også under nedlukningen af Danmark i Corona-krisens første dage. Men også at unødig aktivitet i samfundet blev standset. Kulturministeriet burde i stedet have opfordret til nedlukning af public service-virksomhederne DR og TV 2.
Nyhed
27.05.2020
Der er i offentligheden rejst tvivl om, hvorvidt Kulturministeriet havde den nødvendige hjemmel til at bede DR og TV 2 om, at de medarbejdere, der ikke arbejdede med nyheder og som var nødvendig for opretholdelse af et beredskab, skulle arbejde hjemme. Kulturministeriet skulle have valgt en anden måde at formidle det ønske til DR og TV2.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Da Corona-krisen i marts ramte Danmark, var der var behov for at handle hurtigt. Det er den hurtige indgriben, der gør os i stand til at åbne kontrolleret i bedre tid, med færre menneskelige og økonomiske omkostninger end mange andre lande. Det var vigtigt for regeringen, at nyhedsproduktionen kunne opretholdes, så befolkningen stadig havde adgang til kritiske og uafhængige nyheder. Dog skulle meldingerne til TV 2 og DR om hjemsendelse af øvrige medarbejdere til hjemmearbejde være givet på en anden måde. Vi har hele tiden været åbne om, at det her var en helt usædvanlig situation, og at der i det tidspres ville ske fejl. Skulle det ulykkelige ske, at der igen er behov for en pludselig nedlukning, vil vi nøjes med at opfordre TV og DR 2 til at lukke ned.”
Kulturministeren har svaret skriftligt på et spørgsmål til Folketingets Kulturudvalg.
Baggrund:
Kulturministeriet bad d. 11. marts 2020 DR og TV 2 om at sende deres medarbejdere på hjemmearbejde. Nyhedsproduktion og beredskab var undtaget fra hjemsendelse.
På et møde d. 12. marts 2020 for institutionschefer på statsinstitutioner samt DR og TV 2, meddelte kulturministeren samme budskaber om hjemmearbejde.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16