Hvad skal Danmarks nye institut for spiludvikling hedde?
Kulturministeriet inviterer interessenter og borgere til at deltage i konkurrencen om at finde det mest kreative bud på, hvad Danmarks nye institut for spiludvikling skal hedde.
Nyhed
01.02.2024
Der er afsat 33,8 millioner for 2024-2027 til Danmarks nye institut for spiludvikling. Instituttet skal yde tilskud til udvikling, produktion og formidling af digitale spil og understøtte bedre rammevilkår for branchen gennem bl.a. eksportfremstød, talentudvikling, promovering, dataindsamling og analyser.
Det åbne spørgsmål er, hvad instituttet skal hedde. Det skal en navnekonkurrence afgøre, der starter fra i dag. Konkurrencen bliver et open call, hvor interessenter og engagerede borgere kan indsende et navneforslag og en motivation for det indsendte forslag.
Send os dit forslag til navn her
Konkurrencen kommer til at løbe til og med onsdag den 21. februar 2024.
Om det nye institut for spiludvikling:
Instituttet etableres som en offentlig selvejende institution. Det overordnede ansvar for institutionen og dets virke gives til bestyrelsen, som vil bestå af fem medlemmer inklusiv en bestyrelsesleder, der udpeges af kulturministeren for en 4-årig periode. Dog vil to af medlemmer blive udpeget for en to-årig periode, således at der hvert andet år beskikkes nye medlemmer.
Bestyrelsen udarbejder vedtægterne, som godkendes af kulturministeren, og har derudover ansvaret for at ansætte en direktør, der til gengæld får ansvaret for den daglige drift i overensstemmelse med vedtægterne og bestyrelsens instruktioner. Instituttet får til huse i København.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16