Kompensation til sæsonafhængige kunstnere
Nu er der ekstra hjælp at hente for kunstnere og selvstændige, som normalvis genererer en stor andel af deres årlige omsætning i sommermånederne. Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet er blevet enige om en ny kompensationsordning til selvstændige og kunstnere, hvis kerneforretning er kraftigt påvirket af forbuddet mod større arrangementer.
Pressemeddelelse
23.06.2020
I forlængelse af den nye hjælpepakke er det også besluttet at oprette en særlig kompensationspulje for produktionsomkostninger samt en særlig aktivitetsindsats til nyetablerede artister.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Nogle kunstnere tjener primært deres penge om sommeren. Men på grund af Corona er musikfestivalerne og andre store arrangementer aflyst eller udskudt. Derfor har vi fundet en løsning, som tilgodeser f.eks. musikeren, lydmanden eller danseren, der har sæsonbetonede indtægter og derfor er stærkt økonomisk påvirkede af, at vi denne sommer ikke kan være mange mennesker samlet.”
Baggrund om aftalen:
Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet har besluttet at etablere to nye kompensationsordninger for at holde hånden under de sæsonafhængige kunstnere og selvstændige, der pga. sommerens manglende store arrangementer mister store dele af deres omsætning:
- En kompensationsordning for omsætningstab: Sæsonafhængige selvstændige og kunstnere m.fl., som er kraftigt påvirket af forsamlingsforbuddet, får mulighed for at søge kompensation i en tre-måneders periode. Ordningen baseres på principperne i de eksisterende kompensationsordninger til selvstændige, freelancere og kombinatører med A- og B-indkomst samt kunststøtteordningen for kunstnere med kombinationsindkomst, men tilbyder en højere kompensationssats for at tage højde for sæsonafhængigheden. Ordningen estimeres til 250 mio. kr.
- En kompensationsordning for tabte produktionsomkostninger: En pulje etableres til dækning af produktionsomkostninger for sæsonafhængige selvstændige, kunstnere mv. Puljen kan søges af den samme målgruppe som kompensationsordningen til sæsonafhængige selvstændige, kunstnere mv. Der kan ydes kompensation for op til 60. pct. af tabte produktionsomkostninger knyttet til perioden inden d. 6. april, som er direkte relateret til leverancer til arrangementer, der er aflyst, væsentligt ændret eller udskudt som følge af COVID-19. Der afsættes 70 mio. kr. hertil.
Særlig aktivitetsindsats til nyetablerede artister
Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet er endvidere enige om et initiativ, der skal holde hånden under unge kunstnere. 10 mio. kr. målrettes kunstneriske aktiviteter udført af nyetablerede artister, fx upcoming bands, der kan dokumentere, at de grundet COVID-19 har fået aflyst en række planlagte koncerter / og eller arrangementer hen over sommersæsonen.
Læs om aftalen på Erhvervsministeriets hjemmeside
Læs mere om hjælpeordningerne på Kulturministeriets område
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16