Kulturministeren åbner for pulje til statuer
Der kan nu søges om penge til at opføre statuer af kvinder med historisk betydning i Rigsfællesskabet.
Pressemeddelelse
Nyhed
28.10.2026
Kulturministeren har besluttet at gennemføre sidste del af statue-initiativet, som den forhenværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt igangsatte. Derfor kan kommuner og andre aktører i Rigsfællesskabet, der vil påtage sig ansvaret for at få realiseret en statue af en kvinde med historisk betydning i det offentlige rum, nu søge om penge i en pulje på 10 mio. kroner. Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, der beslutter, hvem der skal modtage tilskud, og der kan maksimalt ansøges om 1 mio. kr. pr. projekt.
Kulturminister Zenia Stampe siger:
”Jeg er enormt optaget af vores fælles historie. For hvis vi ikke kender fortællingen om, hvem vi er, så forstår vi heller ikke hvilke værdier, vores land bygger på, og hvordan vi er forbundne. Vores statuelandskab er en vigtig del af den fortælling. Derfor er jeg glad for at åbne for puljen, så flere kvinder med historisk betydning i Rigsfællesskabet også kan blive afbilledet i det offentlige rum. Jeg glæder mig til at følge med i, hvilke statuer der bliver opført”.
De tre faser i statue-initiativet
1). Kortlægningen af det eksisterende statuelandskab er udført af MAPS (Museum of Art in Spaces) og offentliggjort i februar 2026. Kortlægningen viser bl.a., at blot hver tiende statue (43 i alt) er af en navngiven kvinde, og at 75 kommuner ikke har en statue af en navngiven kvinde.
2). Et udvalg under Aalborg Universitet har udarbejdet en top-100-liste med centrale kvinder, som er blevet forbigået i kunsten i det offentlige rum. Listen er offentliggjort i februar 2026 og rummer både afdøde og nulevende personer.
3). Pulje til medfinansiering af opførelse af statuer af betydningsfulde kvinder i det offentlige rum.
Puljen kan søges fra klokken 10 i dag på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside: https://slks.dk/
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16