Kulturministeren deltager i åbning af ukrainsk kulturhus

Åbningen finder sted på ét-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Pressemeddelelse
10.02.2023

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er med, når det ukrainske kulturhus, Ukraine House in Denmark, officielt åbner fredag den 24. februar. Den dag vil det være ét år siden, at Rusland invaderede Ukraine.

Ministeren skal holde tale ved åbningen, hvor der blandt andet også er fernisering af udstillingen "The muses are not silent" af malerier, skulpturer, arkitektur og videokunst, som kunstnere fra alle dele af Ukraine har skabt under krigen. Desuden vil der være en paneldebat om kunstens betydning for modstandskampen og fremtiden for Ukraine.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

"Den 24. februar markerer vi sammen en mørk dag i nyere europæisk historie. Det er rædselsfuldt at tænke på, at krigen i Ukraine nu har varet i et år. I denne svære tid er det vigtigt, at vi fra dansk side fortsat hjælper ukrainerne her i landet med at holde fast i og udøve deres lands kultur. Med åbningen af the Ukraine House in Denmark i Gammel Dok på Christianshavn i København får de ukrainske flygtninge og fastboende ukrainere et sted at samles. Jeg håber også, at kulturhuset vil styrke de kulturelle bånd mellem vores to lande. Derfor ser jeg meget frem til at deltage i åbningen af kulturhuset."

Fakta: The Ukraine House in Denmark

Kulturhuset har til formål at værne om ukrainsk kulturarv og at fremme dansk-ukrainsk samarbejde om blandt andet billedkunst, musik og teater. Kulturministeriet støtter det ukrainske kulturhus økonomisk via udlodningsmidlerne.

Det tidligere pakhus på Christianshavn, Gl. Dok, hvor kulturhuset er rykket ind, husede indtil 2018 Dansk Arkitektur Center. 

Fakta: Åbningen af kulturhuset

Åbningen finder sted den 24. februar 2023 fra kl. 15:30, hvor kulturminister Jakob Engel-Schmidt holder tale.

Læs mere i pressemeddelelsen fra the Ukraine House in Denmark

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16