Kulturministeren inviterer kulturlivet til stormøde

Kulturministeren inviterer til stormøde med kultur- og idrætslivet om, hvordan foreninger og kulturliv kan inspirere hinanden og være med til at sikre oplevelser og fritidsaktiviteter for ukrainske flygtninge i Danmark.

Pressemeddelelse
Nyhed
04.03.2022

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har netop inviteret repræsentanter fra kultur- og idrætslivet til stormøde onsdag den 9. marts. Målet med mødet er at sikre, at de flygtninge, der kommer til Danmark fra Ukraine, hurtigt får mulighed for kulturoplevelser og for at deltage i fritidsaktiviteter.

Ministeren håber, at repræsentanterne kan inspirere hinanden med gode idéer og er samtidig villig til at hjælpe, hvis noget står i vejen for gode indsatser. Hun opfordrer alle dele af kultur- og idrætslivet til at samarbejde om at stable kultur- og idrætstilbud på benene.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
”Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at gøre livet så godt som muligt for de børn og voksne, som over hals og hoved har måtte forlade deres liv i Ukraine. Når krig splitter mennesker, kan kunst, kultur og fritidsliv være med til at binde nogle af de bånd sammen, som krigen har revet over. Derfor inviterer jeg til dialog med kultur- og idrætslivets repræsentanter om deres erfaringer og indsatser, så de børn og voksne, der kommer til Danmark, hurtigt kan få adgang til kultur- og fritidsaktiviteter og få en hverdag her i landet. De ukrainske børn skal have mulighed for at dyrke gymnastik, spille fodbold, tage på biblioteket, se et teaterstykke eller måske gå i biografen, så de kan få tankerne ledt hen på andet end krigens rædsler. Lad os åbne vores fællesskaber i foreningerne og kulturlivet for de ukrainske flygtninge.”

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16