Kulturministeren justerer lovforslag og fjerner afsnit om VPN

Kulturministeren tager efter høringsperioden lovforslagets indhold om VPN-adgang og online-pirateri tilbage på værkstedet.

Nyhed
15.12.2025

Kulturministeriet sendte tidligere i december et lovforslag i høring vedrørende forbud mod online pirateri. Formålet med lovforslaget var bl.a. at sætte ind mod ulovlig streaming af fodboldkampe. Siden er der opstået debat om, hvorvidt regeringen ønsker et totalforbud mod VPN-forbindelser, hvilket ikke er tilfældet.

Regeringen ønsker ikke at ulovliggøre almindelig og lovlig brug af VPN, og derfor justeres lovforslaget nu, så VPN-delen tages ud frem mod fremsættelsen. Den anden del af lovforslaget vedr. Ophavsretslincensnævnet vil fortsat blive fremsat i Folketinget, efter høringsperioden er afsluttet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Jeg går ikke ind for at ulovliggøre VPN, og det har jeg heller aldrig foreslået. Men jeg må erkende, at lovforslaget ikke har været præcist nok formuleret, når nogen kan se så mange spøgelser i de nuværende formuleringer. Derfor fjerner jeg delen om VPN i lovforslaget, så der ikke længere kan herske tvivl om, at jeg på ingen måde ønsker at forbyde brugen af VPN.”

Kulturministeriet vil nu se på forslaget om online pirateri og undersøge, om det kan justeres og sendes i høring igen på et senere tidspunkt.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16