Kulturministeren ønsker vinderne af Nordisk Råds priser tillykke
Både litteraturprisen og filmprisen gik til Danmark ved årets uddeling af Nordisk Råds priser i Koncerthuset i Stockholm. Kulturminister Rasmus Prehn ønsker vinderne tillykke.
Pressemeddelelse
29.10.2019
Kulturminister Ramus Prehn siger:
”At vinde en af Nordisk Råds priser er en kæmpe anerkendelse. Stort tillykke til både Jonas Eika og hele holdet bag ’Dronningen’. Priserne er et kronvidne om, at dansk litteratur og film står stærkt i hele Norden.
Nordisk Råds priser fejrer både det fælles og det mangfoldige på tværs af landegrænser. Samtidig er priserne også en god anledning til at sætte fokus på kultur og forhåbentlig få åbnet kulturen og kunstens verden op for endnu flere, så flere hiver bøger ned fra bibliotekshylden eller tager en tur i biografen. Alle os, der elsker kunst og kultur, har et fælles ansvar at få bredt kulturen ud til alle.”
Alle prisvindere
Nordisk Råds filmpris 2019: ’Dronning’ (Danmark)
Nordisk Råds litteraturpris 2019: ’Efter solen’ af Jonas Eika (Danmark)
Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2019: ’Alle sammen teller’ af Kristin Roskifte (Norge)
Nordisk Råds musikpris 2019: Gyða Valtýsdóttir (Island)
Nordisk Råds miljøpris 2019: Greta Thunberg (Sverige)
Om Nordisk Råds priser
Nordisk Råd uddeler hvert år fem priser: litteraturprisen, filmprisen, musikprisen, miljøprisen og børne- og ungdomslitteraturprisen.
Nordisk Råds priser er med til at synliggøre det tætte nordiske kultursamarbejde. Formålet med kulturpriserne er at øge interessen for de nordiske landes kunst og kultur.
Nordisk Råds priser regnes blandt de mest prestigefyldte priser i Norden og nyder stor international anerkendelse. Litteraturprisen er den ældste af de fem priser. Den blev uddelt første gang i 1962 og blev siden efterfulgt af Musikprisen (1965), Miljøprisen (1995), Filmprisen (2002) og Børne- og ungdomslitteraturprisen (2013).
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16