Kulturministeren og Phillip Faber vil have morgensang tilbage i skolen

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber er gået sammen om et kæmpe projekt, der skal ramme landets grundskoler i dette skoleår. Sammen med en række kendte musikere og bevæbnet med et millionbeløb vil de have morgensang tilbage i alle afkroge af landet.

Pressemeddelelse
12.08.2024

Det er kulturministerens og Phillip Fabers ambition, at mindst en fjerdedel af alle landets grundskoler synger morgensang, inden skoleåret er omme. Derfor er de to gået sammen om at vække sangglæden til live på skolerne og skabe bedre forudsætninger for sang på landets skoler.

Siden de første landsdækkende skolelove i 1814 har sangen haft en central placering i skolen. Eleverne blev undervist i sang på linje med religion, skrivning, læsning og regning, men sang er over en længere årrække gledet ud af klasseværelserne. Musik er i dag blandt de fag, som har en lav kompetencedækning, og flere skoler giver udtryk for, at de kæmper med dårligt musikudstyr.

Derfor afsættes en pulje til de skoler, der ønsker, at morgensang skal blive en større del af elevernes hverdag. Skolerne kan blandt andet søge penge til instrumenter, sangbøger eller til at styrke lærernes og det øvrige pædagogiske personales musikfaglighed for bedre at kunne gennemføre morgensang på skolerne.

Samtidig rækker kulturministeren og Phillip Faber ud til landets musikere for at samle et korps af kendte ansigter, som vil være med til at kickstarte sangglæden og skabe opmærksomhed om værdien ved at synge sammen. Tilmelder man sig som morgensangsskole, kan man måske være heldig at få besøg af nogle af landets store musikstjerner til en omgang morgensang.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Vi har sat kikkerten efter noget, der er så ambitiøst, at man næsten kun kan fejle. Derfor håber vi på opbakning fra mange af landets dygtigste musikere. For hvis vi skal vende udviklingen, kræver det, at alle gode kræfter kommer i spil. Vores ungdom fortjener at mærke den glæde og energi, som sangen skaber, når man står side om side og synger morgensang sammen. Og så er morgensang en fantastisk mulighed for at værne om vores danske sangskat, som vi skal huske at give videre til vores børn og unge. Jeg håber, at initiativet vil vække genklang hos elever, forældre, lærere og det øvrige pædagogiske personale i grundskolerne rundt omkring i landet.”

Som startskud på projektet synger kulturministeren og Phillip Faber morgensang med skoleelever på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg på første skoledag mandag den 12. august kl. 08.00.

Fakta om pulje og morgensangskorps

I alt afsættes der 10 mio. kr. til et initiativ om morgensang, der består af en pulje, som grundskolerne frivilligt kan søge, og af et morgensangskorps, som Phillip Faber kommer til at stå i spidsen for.  

Puljen kan søges af grundskoler, der ønsker at etablere morgensang på skolen eller styrke skolens indsats med morgensang. Puljen kan bruges til at sikre, at skolerne har de nødvendige instrumenter, og at lærere og pædagoger har mulighed for at blive efteruddannet og opkvalificeret, hvis de ønsker at blive klædt bedre på til at varetage morgensangen på deres grundskole.

Der bliver nedsat et morgensangskorps, der vil bestå af kendte udøvende musikere, hvor Phillip Faber bliver korpsets formand. Morgensangskorpset skal få flere til at synge morgensang på grundskoler i hele landet, og hver musiker forpligter sig konkret til at synge morgensang på mindst fem skoler i løbet af året.  

Morgensangsinitiativet kommer til at løbe i skoleåret 2024/2025. Ansøgningspuljen forventes at åbne den 1. september 2024 og løber indtil den 1. marts 2025 – eller indtil puljen er tom.

Puljen er administreret af Statens Kunstfond, så hvis du har yderligere spørgsmål til puljen, bedes du henvende dig til Statens Kunstfond.