Kulturministeren vil stoppe livestreaming af børn og unges idræt

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil have stoppet livestreaming af børn og unges idrætsaktiviteter. Hvis ikke foreninger og kommuner stopper livestreamingen, er ministeren klar til at se på lovgivning på området.

Pressemeddelelse
Nyhed
22.03.2025

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt bakker fuldtonet op om Trivselskommissionens anbefaling om, at livestreaming af børn og unges idrætsaktiviteter skal stoppes.

Derfor opfordrer han nu kraftigt klubber, foreninger, haller og alle andre aktører, der faciliterer idræt, til at sætte en stopper for livestreaming af børn og unges idrætsaktiviteter med grundlag i de anbefalinger, Danmarks Idrætsforbund (DIF) har udarbejdet.

Hvis der ikke sker de nødvendige forbedringer, er kulturministeren klar til at se på lovgivning. I første omgang håber kulturministeren, at forbedringerne kan ske ad frivillighedens vej, og han vil i det nye år tage et statusmøde med de relevante idrætsorganisationer og Kommunernes Landsforening (KL), for at høre, om anbefalingerne har virket.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Når børn og unge dyrker idræt i foreningslivet, så skal det være et trygt frirum med plads til leg og til at fejle. Børn og unge skal kunne dyrke idræt uden at frygte, at de ender på TikTok, fordi de har lavet en maveplasker til udsprings-stævnet eller et uheldigt selvmål i fodboldfinalen. Jeg er derfor helt enig med Trivselskommissionen i, at livestreaming af børn og unges idrætsaktiviteter skal stoppe. Dette er så indlysende en god idé, at jeg nu vil anmode alle idrætsforeninger, haller og kommuner om at efterleve de retningslinjer, som DIF har fremlagt. Hvis det mod forventning ikke sker, så er jeg helt klar til at se på lovgivning.”


FAKTA: DIF’s livestreaming-anbefalinger

DIF anbefaler helt grundlæggende, at der ikke livestreames fra kampe, opvisninger, træningspas og konkurrencer for børn og unge under 18 år. Hvis det alligevel besluttes at livestreame, anbefaler DIF: 

  • At man bør begrænse adgangen til livestreamingen via et login
  • At man kun bør livestreame selve idrætsaktiviteten og ikke opvarmning og nedvarmning
  • At der bør være en livestreaming-ansvarlig til stede, der med kort varsel kan afbryde sendingen
  • At der bør være tydelig markering af, hvor der streames
  • At der bør laves streamingfri zoner

  

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16