Løft til digitalisering af kulturarven

Kulturministeren afsætter 11,7 mio. kr. til digitalisering af kulturarven med særligt fokus på projekter med betydning i et europæiske perspektiv. Indsatsen sker i forlængelse af Det Europæiske Kulturarvsår 2018.

Pressemeddelelse
28.04.2019

Kulturminister Mette Bock siger:

”Kulturarven skal være digital, så den bliver tilgængelig for flest mulige, og så den kan få nyt, kreativt liv. Derfor er jeg glad for at kunne give digitaliseringen et løft med en særbevilling. Med fordelingen satser vi særligt på samlinger, som på grund af deres kvalitet og deres vigtighed også har betydning i et samlet europæisk perspektiv. Det digitale skal også være en port til den mangfoldighed og rigdom, som europæisk kultur står for.”

Midlerne går til følgende indsatser: 

  • Dansk Sprognævn: 0,5 mio. kr. til digitalisering af dele af Dansk Sprognævns arkiv.
  • Det Danske Filminstitut: 2,3 mio. kr. til digitalisering af film fra Grønland og Arktis i samarbejde med Arktisk Institut og Grønlands Nationalarkiv.
  • Det Kgl. Bibliotek: 2,2 mio. kr. til digitalisering af genforeningsaviser, digitalisering af ældre dele af samlingen af arkitekturtegninger samt digitalisering af 1600-tals bøger. 
  • Nationalmuseet: 2,0 mio. kr. til digitalisering af materiale til geografisk portal (Nationalmuseet i hele Landet).
  • Rigsarkivet: 2,3 mio. kr. til digitalisering af Det Kongelige Teaters Arkiv.
  • Statens Museum for Kunst: 2,4 mio. kr. til digitalisering af Den Kongelige Kobberstikssamling. 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16