Mette Bock afsætter 8,7 mio. kr. til danske ruiner
Kulturminister Mette Bock afsætter nu 8,7 mio. kr. til øget vedligeholdelse af fortidsminder og ruiner i Danmark. Problemer med forfald er flere steder så stort, at der er brug for hurtigt at styrke vedligeholdelsen, mener ministeren.
Pressemeddelelse
11.04.2019
Kulturminister Mette Bock siger:
"Der er et stort antal ruiner spredt ud over hele Danmark, som – praktisk talt – ligger i ruiner. De udgør en uvurderlig del af den danske kulturarv og historie, og derfor har jeg besluttet at prioritere yderligere midler til vedligeholdelsen – som supplement til den eksisterende bevilling på finansloven."
Baggrund
Siden 1983 er der gennemført undersøgelser af fortidsminderne og ruinernes tilstand i Danmark, og der afsat en fast bevilling på 1.4 mio. kr. til den løbende drift og vedligeholdelse, som administreres af Slots- og Kulturstyrelsen.
Kulturministeren har besluttet at afsætte 8,7 mio. kr. på det kulturelle udlodningsaktstykke i 2019 til at styrke vedligeholdelsesarbejdet og indhente efterslæb på vedligeholdelsen.
Der er i Danmark registeret ca. 1200 monumenter fra historisk tid, herunder både ruiner, helligkilder, voldsteder m.m., som skal vedligeholdes for at kunne bevares for eftertiden. Heraf er 91 ruiner udvalgt pga. deres helt særlige behov for vedligeholdelse.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16