Minister vil have mere fokus på kønsfordeling i museers indkøb
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har besluttet at igangsætte initiativ, der skal sætte fokus på kønsbalancen i kunstmuseers indkøb og være med til at skubbe ligestillingen i en positiv retning.
Pressemeddelelse
25.08.2022
Organisationen Danske Museer (ODM) har i 2019 lavet en undersøgelse af repræsentationen af kvindelige kunstnere i museers udstillinger og indkøb. Undersøgelsen viser, at museernes indkøb af værker af kvindelige kunstnere i årene 2004 til 2019 udgjorde 22 pct,, og at 29 pct. af soloudstillinger var af kvinder.
På nuværende tidspunkt indsamler Kulturministeriet ikke data vedr. repræsentationen af køn i museernes indkøb af billedkunst.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
"Ligestilling kommer ikke af sig selv. Det er ikke nok at være dygtig og arbejde hårdt. Når vi ser på udstillinger af kunst på landets museer, er der lang vej, og det er vi nødt til at forholde os til fra politisk hold. Den manglende ligestilling er så indgroet, at man nogle steder ikke er klar over, at den er der. Derfor skal vi have forholdene bedre frem i lyset og på en systematisk måde, hvor vi også kan følge udviklingen. For jeg tror på, at det, at man systematisk har fokus på ligestillingen på et så skævt område, i sig selv kan være med til at skubbe tingene i den rigtige retning. Derfor har jeg både bedt Slots- og Kulturstyrelsen undersøge de statslige og statsanerkendte museers indkøb, og hvordan man på forskningsområdet kan fremme den kønslige balance. Det kan skabe grobund for den forandring, der er helt nødvendig."
Fakta om kommende undersøgelser
Undersøgelse af kønsfordelingen i de statslige og statsanerkendte museers indkøb:
Slots- og Kulturstyrelsen vil i efteråret 2022 gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt de statslige og statsanerkendte museer med henblik på at kortlægge kønnene på kunstnerne bag de kunstværker, som museerne har indkøbt i den 5-årige periode 2017-2021. Undersøgelsen vil fremover blive fulgt op med 1-årige spørgeskemaundersøgelser. Resultaterne af undersøgelserne vil blive offentliggjort på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside. Første gang i december 2022. I de følgende år i årets første kvartal.
Undersøgelse af hvordan man kan fremme diversitet på forskningsområdet under Kulturministeriet:
Kulturministeriets Forskningsudvalg vil i løbet af efteråret 2022 igangsætte et strategiarbejde, som skal fremme den kønslige balance på forskningsområdet under Kulturministeriet. Forskningsområdet dækker Kulturministeriets forskende institutioner, herunder de statslige museer, arkiver, biblioteker og uddannelsesinstitutioner, samt idrætsområdet og de statsanerkendte museer. Udvalget vil bl.a. inden næste opslag af Kulturministeriets Forskningspulje i 2023 undersøge, hvordan man kan minimere eventuelle bias i vurderingen af ansøgningerne og bl.a. øge diversiteten gennem puljens opslag og opsøgende arbejde.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16