Muligheder for kompensation til hele landet

En bred politisk aftale sikrer økonomisk hjælp til kultur-, forenings- og idrætslivet. Generelle hjælpepakker, som vi kender dem fra foråret, åbnes nu op i hele landet.

Pressemeddelelse
10.12.2020

Aftalen omhandler bl.a. kompensationsordninger for faste omkostninger og selvstændigordningerne inkl. den midlertidige kunststøtteordning. 

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Det er nødvendigt at få smitten bragt ned, og derfor er størstedelen af kultur-, idræts- og foreningslivet lukket ned i 69 kommuner. Det giver økonomiske udfordringer, som skal løses. Derfor sætter vi ind med nødvendig kompensation – ikke kun til de 69 kommuner, men til hele landet.”

Overblik over aftalen: 

Kompensation for faste omkostninger

Aftalepartierne er enige om generelt at åbne for kompensationsordningen for faste omkostninger for alle virksomheder og kulturinstitutioner, der oplever en omsætningsnedgang på minimum 30 pct. i forhold til en referenceperiode. Tvangslukkede virksomheder og kulturinstitutioner, store som små, kan få 100 pct. dækning for faste omkostninger, såfremt de ingen omsætning har i restriktionsperioden.

Kompensation til kunstnere, selvstændige, freelancere, kombinatører mv.

Aftalepartierne er enige om generelt at åbne for kompensationsordningerne for selvstændige, freelancere, kombinatører og kunstnere mv. Alle selvstændige, kunstnere mv., som oplever et omsætningstab eller et indkomsttab på minimum 30 pct. i kompensationsperioden i forhold til en referenceperiode, kan få adgang til ordningerne.

Genindførelse af lønkompensation

I forbindelse med en aftale i Beskæftigelsesministeriet 10. december, er der indført aftale om lønkompensation i hele landet, som eksisterer, så længe restriktionerne er gældende. Indtil videre til 3. januar 2021.

For de 38 kommuner, hvor restriktionerne trådte i kraft den 9. december 2020, vil hjælpen kunne søges fra den dato. For resten af landet vil hjælpen kunne søges fra den 11. december 2020.

Læs mere om aftalen på Erhvervsministeriets hjemmeside

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16