Museumsreformen er vedtaget

Med den nye reform får i de alt 95 statsanerkendte museer fra 2025 et permanent løft på 75 millioner kroner årligt. Det betyder, at staten fra 2025 giver cirka 565,7 millioner kroner i driftstilskud til de statsanerkendte museer.

Pressemeddelelse
19.12.2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet har vedtaget en ny museumsreform.

Reformen har blandt andet gjort op med et grumset tilskudssystem, som stammede fra amternes tid. Det var derfor i flere tilfælde bestemt af historiske og politiske vinde.

I løbet af de seneste 20 år har der kun været få nye statsanerkendelser. Med reformen bliver det muligt for flere museer at blive statsanerkendt, ligesom det også er muligt at fratage museer deres statsanerkendelse. Det skal et nyt museumsnævn stå for.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”I alt for lang tid har museernes tilskud været præget af gamle politiske studehandler og aftaler fra tiden med amter. Hele Folketinget er enige om, at museerne i fremtiden skal have solid grund under fødderne og gennemsigtighed i deres tilskud. Vi har med aftalen løftet museernes økonomi med 75 millioner. Vi støtter op om de danske museer og sikrer, at der også i fremtiden vil være adgang til den høje kvalitet af viden og indsigt, som museerne tilbyder. Jeg er meget stolt af den her generationsinvestering i en tid, hvor viden, man kan stole på, efterhånden er en mangelvare, og hvor vi har brug for et fælles fundament at stå på. Det kan vores dygtige museer i den grad bidrage til.”

 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16