Ny bestyrelse for Det Danske Filminstitut

Kulturminister Joy Mogensen har beskikket en ny bestyrelse for Det Danske Filminstitut for perioden 15. maj 2021 til 14. maj 2025.

Pressemeddelelse
Nyhed
22.04.2021

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Dansk film står for høj kvalitet og henter flotte nomineringer og priser hjem til Danmark. Sådan skal det helst blive ved med at være, selvom konkurrencen er hård fra de internationale aktører i medie- og underholdningsindustrien. Vi har brug for et Filminstitut, der også på ledelsessiden er rustet til at lægge den rigtige strategi for, hvordan dansk film skal klare sig i den internationale konkurrence. Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes at finde nogle dygtige medlemmer til Filminstituttets bestyrelse med stærke strategiske kompetencer, og som favner forskellige dele af film-, kultur- og medieverdenen.”

Den nye bestyrelse for Det Danske Filminstitut består af:

  • Trine Nielsen (formand), rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

  • Poul Nesgaard (næstformand), fhv. rektor for Den Danske Filmskole (genbeskikkelse)

  • Søren Schultz Jørgensen, mediesociolog og direktør i Kontrabande

  • Eva Novrup Redvall, lektor, Københavns Universitet (genbeskikkelse)

  • Karsten Ohrt, kunsthistoriker og fhv. direktør for Statens Museum for Kunst (genbeskikkelse)

  • Pernille Backhausen, advokat og partner, Sirius Advokater

  • Anders Budtz-Jørgensen, medarbejderrepræsentant for Det Danske Filminstitut.

Baggrund

Det Danske Filminstitut hører under Kulturministeriet og har til formål at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark. Filminstituttets budget er på ca. 616 mio. kr., hvoraf ca. 502 mio. kr. er tilskudsmidler. Filmpolitikken er reguleret gennem filmloven og løbende politiske aftaler. 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16