Ny direktør for Den Hirschsprungske Samling
Den Hirschsprungske Samling skal have ny direktør per 1. april 2024. Valget er faldet på Karina Lykke Grand, som kommer fra en stilling som museumsdirektør for Listasavn Føroya – Færøernes Nationalgalleri.
Nyhed
01.02.2024
Karina Lykke Grand har siden 2019 stået i spidsen for Listasavn Føroya – Færøernes Nationalgalleri, som er hovedmuseum for kunst på Færøerne med en samling fra 1800-tallet til i dag.
Karina Lykke Grand siger:
”Den Hirschsprungske Samling er en perle i det danske museumslandskab, spækket med mesterværker fra 1800-tallets dygtigste kunstnere. Samlingen har enestående national betydning og gemmer på vigtige historier med både aktualitet og stor relevans for vores samfund i dag. Sammen med særdeles kompetente og engagerede medarbejdere glæder jeg mig til via nyskabende formidling og forskning at rammesætte disse historier for et nutidigt publikum. Jeg ser meget frem til at få min daglige gange på netop dét museum i Danmark, som har givet mig tankevækkende kunstoplevelser siden studietiden. Gennem 20 år har jeg kastet min kærlighed på 1800-tallets kunst og i særlig grad den danske kunst, så det føles nærmest som om, at jeg nu vender hjem.”
Om Karina Lykke Grand
Mag.art. og ph.d. i kunsthistorie
Siden 2019 direktør for Færøernes Nationalgalleri
Tidligere lektor i kunsthistorie på Aarhus Universitet
Tidligere museumsinspektør på Randers Kunstmuseum og Skovgaard museet
Tidligere konsulent for ARoS og PR-medarbejder på Trapholt
Har siddet i bestyrelserne for Det danske Institut i Rom og Randers Kunstmuseum m.fl.
Har modtaget Asta og Mario Krohns Legat og Ole Haslunds Kunstnerfonds Rejselegat.
Om Den Hirschsprungske Samling
Den Hirschsprungske Samling huser kunst fra det 19. og starten af det 20. århundrede med hovedværker af kunstnere som C.W. Eckersberg, Christen Købke, P.S. Krøyer, Anna Ancher og Vilhelm Hammershøi. Museet er en statsinstitution under Kulturministeriet og er beliggende i Østre Anlæg på Københavns gamle voldterræn.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16