Ny DR-bestyrelse på plads

DR får en ny bestyrelse fra årsskiftet. Ny formand er Lars Gert Lose.

Pressemeddelelse
12.12.2024

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

"DR er et stærkt public service-medie, som er i stand til at samle befolkningen om vigtige samfundsdagsordener. For at DR fortsat kan tage konkurrencen op med de internationale techgiganter, kræver det en kompetent og fremsynet ledelse. Jeg er glad for, at vi har fået en stærk bestyrelse for DR på plads. Med Lars Gert Lose i spidsen får DR en formand, der har stor erfaring med topledelse og strategisk udvikling. DR’s nye bestyrelse har samlet set en stærk sammensætning af kompetencer inden for blandt andet ledelse, publicisme og digital udvikling. Bestyrelsen er godt rustet til at løse en af sine første vigtige opgaver: At finde en ny generaldirektør og sammen med vedkommende sætte den strategiske retning for fremtidens DR.”

Ny bestyrelsesformand, Lars Gert Lose siger:

”Jeg vil gerne takke kulturministeren for tilliden – og for det store privilegie det er som bestyrelsesformand at få mulighed for at bidrage til den fortsætte udvikling af DR sammen med den nye bestyrelse, ledelsen og medarbejderne. På tærsklen til 100-året for DR’s virke står det klart, at et stærkt og fremsynet DR aldrig har været vigtigere. I en verden i høj fart og under kraftig forandring er det helt afgørende, at der findes en fælles platform, som vi har tillid til. En platform, som kan binde os sammen og skabe fællesskaber, som kan forankre vores fælles historie og kultur, og som kan levere troværdige nyheder. Det er grundelementerne i vores samfund og demokrati, og det gør os i stand til at forstå vores omverden. Jeg ser utroligt meget frem til at kaste mig ud i arbejdet som bestyrelsesformand.”

Fakta om DR’s nye bestyrelse

Bestyrelsen er DR’s øverste ledelse og har det overordnede programansvar for DR. Bestyrelsen består af 11 medlemmer. 3 medlemmer udpeges af kulturministeren, 6 af kulturministeren og Folketingets seks største partier i fællesskab, og 2 medlemmer udpeges af de fastansatte medarbejdere i DR.

DR’s bestyrelse fra 1. januar 2025

  • Lars Gert Lose, chef for global public affairs, Copenhagen Infrastructure Partners, tidligere departementschef (formand, udpeget af kulturministeren)                                         
  • Kim Hundevadt, fhv. forlagschef, journalist og forfatter (udpeget af kulturministeren)             
  • Christiane Vejlø, administrerende direktør Elektronista Media (udpeget af kulturministeren)
  • Christine Antorini, sygeplejerskestuderende, tidligere minister (genbeskikkelse, indstillet af Socialdemokratiet, udpeget til næstformand)
  • Helge Sander, journalist, tidligere minister (genbeskikkelse, indstillet af Venstre)                    
  • Anders Dam, tidligere ordførerende direktør, Jyske Bank (indstillet af Danmarksdemokraterne) 
  • Anna Overlund, sekretariatsleder, Teknologisk Institut (indstillet af Socialistisk Folkeparti)
  • Ronnie Hansen, Global Head of Business Affairs i Storytel (indstillet af Liberal Alliance)                
  • Sarah Skade, professionelt bestyrelsesmedlem (indstillet af Moderaterne)                                
  • Anders Eriksen Stegger, redaktionsleder (udpeget af DR’s medarbejdere)
  • Jens Ringberg Sørensen, journalist, politisk analytiker (genbeskikkelse, udpeget af DR’s medarbejdere).      

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16