Ny finanslovsaftale stopper kulturbesparelser
Regeringen har sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet aftalt at stoppe besparelserne på kulturområdet fra 2020. Samtidig afsættes der penge til symfoniorkesteret Copenhagen Phil, Danmarks Underholdningsorkester, KVINFOs videncenter og Den Danske Ordbog.
Pressemeddelelse
03.12.2019
Fra 2020 bliver omprioriteringsbidraget annulleret. Det betyder, at besparelser for samlet set 764 mio. kr. over de næste 4 år annulleres. Det sker efter 4 år med faste, årlige sparekrav på 2 procent hos kulturinstitutionerne.
Kulturminister Rasmus Prehn siger:
”Jeg vil gerne takke partierne bag regeringen for denne aftale. Deres vedholdende pres på at sætte kulturen på dagsorden i finanslovsforhandlingerne har båret frugt, så vi kan give kulturlivet nogle tiltrængte stabile og trygge økonomiske rammer. Fra 2020 er det slut med de faste, årlige sparekrav for de danske kulturinstitutioner. Det sker efter 4 år med systematiske grønthøsterbesparelser under den borgerlige regering.
At det allerede nu i regeringsperioden lykkedes at være så ambitiøse skyldes i høj grad, at der er en række partier bag regeringen, der alle har villet give kulturen bedre vilkår, end der var udsigt til med besparelser de kommende år. Denne aftale viser, at vi kan nå store politiske resultater, når vi løfter i flok. Kulturen i Danmark får nu nogle stabile økonomiske rammer. Det er jeg som kulturminister naturligvis glad for, men jeg synes også det lover godt for det fremtidige samarbejde, hvor vi har mange andre vigtige opgaver, vi skal have løst i fællesskab.”
Finansloven på kulturområdet i tal
- Omprioriteringsbidraget annulleres fra næste år, hvilket svarer til, at planlagte besparelser på 764 mio. kr. i perioden 2020-2023 ikke gennemføres.
- Der afsættes 2 mio. kr. årligt i 2020 og frem til symfoniorkesteret Copenhagen Phil, som kommer ud over afskaffelsen af omprioriteringsbidraget på orkestrets bevilling.
- Der afsættes 8 mio. kr. i 2020 til Danmarks Underholdningsorkester, herunder til orkestrets pædagogiske læringsprojekter for folkeskolen.
- Der afsættes 2 mio. kr. i 2020 til styrkelse af KVINFO’s videncenter.
- Der afsættes 1,5 mio. kr. i 2020 til den digitale ordbog ’Den Danske Ordbog’.
Baggrund om omprioriteringsbidraget
Den daværende V-regering indførte i 2016 besparelser på 2 pct. årligt på driftsbevillinger på kulturområdet – herunder museer, teatre, kunstneriske uddannelser og folkehøjskoler. I 2019 udgør omprioriteringsbidraget på kulturen 79,2 mio. kr. (ekskl. Kulturministeriets departement og Slots- og Kulturstyrelsen).
Med finanslovsaftalen, som regeringen har indgået med Radikale, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, annulleres alle de planlagte besparelser fra 2020. Besparelserne på kulturområdet ville i perioden 2020-2023 have udgjort i alt 764 mio. kr.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16