Nyborg Slot-projektet når en ny milepæl

Byggeprojektet er i dag sendt i udbud.

Nyhed
22.01.2026

Det historiske byggeprojekt ved Nyborg Slot går nu ind i en ny fase. Slots- og Kulturstyrelsen har i dag sendt byggeprojektet i udbud.

Udbuddet omfatter nybyggeriet ved Nyborg Slot og som led i det en ny udstillingsfløj, en ny ringmur, en ny slotsbro og forhøjelse af det eksisterende vagttårn. Desuden omfatter udbuddet etablering af slotsplads og landskabsarbejder på Slotsholmen.

Parallelt med udbuddet vil en række forberedende arbejder på Slotsholmen foregå i løbet af det næste halve år. Arbejderne omfatter blandt andet rydning af terræn, herunder fjernelse af den eksisterende slotsbro og opretning af brinken langs slotssøen. Fortidsminderne sikres gennem opbygning af beskyttende mellemlag, der adskiller de eksisterende fortidsminder fra de nye konstruktioner.

Udbudsfasen forventes afsluttet i løbet af maj/juni 2026, hvorefter byggeprojektet forventes at gå i gang i slutningen af sommeren 2026.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Nu sker der for alvor noget ved Nyborg Slot. Det er dejligt, at byggeprocessen snart kan gå i gang. Slottet har været lukket i over otte år, så jeg glæder mig til, at offentligheden om få år igen får adgang til Danmarks ældste kongeborg, for den har utroligt stor betydning for vores historie. Snart bliver det afgjort, hvem der skal stå for byggeriet, og nyborgenserne vil opleve, at der er aktivitet på Slotsholmen.”

Om Nyborg Slot-projektet

Nyborg Slot-projektet indebærer byggeri af en ny museumsfløj, en ringmur, en ny slotsbro og forhøjelse af det eksisterende vagttårn, så det genopstår som en udkigspost mod Storebælt. Projektet har til formål at skabe bedre tilgængelighed samt synliggøre og formidle den unikke kulturarv ved Nyborg Slot og slottes centrale rolle i Danmarks historie.

Byggeprojektet forventes at være afsluttet i 2028.

Projektet støttes af: Kulturministeriet, Slots- og Kulturstyrelsen, A. P. Møller Fonden, den filantropiske forening Realdania, Nyborg Kommune og Østfyns Museer.

Nyborg Slot har været lukket for offentligheden siden 1. januar 2018. Projektet startede i 2014, men det blev standset i 2020 efter en klage og en efterfølgende afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet, som stoppede byggeriet. Det har forsinket projektet, som skulle have stået færdigt i 2023. En anlægslov fra slutningen af 2024 har været med til at bane vejen for, at byggeriet ved slottet nu kan færdiggøres.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16

Slots- og Kulturstyrelsens pressetelefon: 21 61 19 95