TV2 kommer ikke til salg under denne regering
Kulturminister Joy Mogensen har udpeget to nye medlemmer til TV 2's bestyrelse. TV 2 er ikke til salg, og virksomheden skal være rustet til forandringerne i et medielandskab drevet af techgiganter og streaming-tjenester. Derfor ændres bestyrelsen.
Pressemeddelelse
21.04.2021
Kulturministeren har udpeget administrerende direktør for ATP, Bo Foged, som ny næstformand i TV 2's bestyrelse og direktør for Velux Fonden, Ane Hendriksen, som nyt medlem. De skal afløse Merete Lundbye Møller, der har været medlem af bestyrelsen i ni år, og Sisse Fjeldsted Rasmussen, der har været medlem af bestyrelsen i tre år.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”TV 2 er ikke en virksomhed, der kommer til salg under denne regering. TV 2’s fremtid er at være en medievirksomhed, som er ejet af danskerne i fællesskab. Regeringen ønsker en kultur- og nyhedsinstitution i det danske medielandskab, der skal sikre dansk kultur og journalistik i danskernes medieforbrug. Af de to årsager har regeringen ændret i bestyrelsessammensætningen i TV 2.
Det er vigtigt med en fællesejet virksomhed som TV 2, der kan være en konkurrerende aktør til de voldsomme forandringer i medielandskabet, der er drevet af techgiganter og internationale streamingtjenester. Derfor har regeringen udpeget to bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer grundighed, engagement, samfundssind og en evne til at tænke langsigtet.”
TV 2’s bestyrelse vil fremover bestå af Jimmy Maymann (formand), Bo Foged (næstformand), Henrik Ravn, Ane Hendriksen, Hermann Haraldsson, Charlotte Bach Thomassen samt de tre medarbejdervalgte medlemmer Astrid Søndberg, Thomas Breinholt og John Jäger.
Baggrund
Staten udpeger som eneaktionær i selskabet de nye bestyrelsesmedlemmer på TV 2’s årlige generalforsamling d. 21. april 2021, hvor den nuværende bestyrelsesperiode udløber.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16