Nye regler for doping vedtaget

Nye internationale antidoping-regler er netop blevet godkendt på WADA's (World Anti Doping Agency) verdenskonference i Polen om doping i sport.

Pressemeddelelse
07.11.2019

De nye regler i Det Internationale Kodeks for Antidoping indebærer bl.a. en skærpelse af sanktionsrammen i visse typer af sager, samtidig med at der lægges større fleksibilitet ind i sanktionsreglerne.

Kulturminister Rasmus Prehn siger:

”Doping er ødelæggende for sport og fair konkurrence. Og de mange dopingskandaler, vi har oplevet, viser, at der er behov for at sætte hårdere ind over for doping. Derfor er det godt, at kampen mod doping fortsætter fra i dag med bedre muligheder for at tackle dem, der vil snyde sig til sejr.”

Direktør for Anti Doping Danmark Michael Ask siger:

”Det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler og tilpasser kodekset med henblik på at slå hårdt ned på dem, som snyder eller ønsker at omgå antidoping-reglerne, men samtidig sikrer rettighederne for dem, der er omfattet af reglerne. Det er positivt at konstatere, at uddannelse er kommet højt på dagsordenen, så vi kan arbejde yderligere med at forebygge brug af doping. Vedtagelsen af det nye kodeks forbedrer samtidig mulighederne for at beskytte udøvere, der råber vagt i gevær om uregelmæssigheder.”

Direktør for Danmarks Idrætsforbund (DIF) Morten Mølholm Hansen siger:

”Rusland-sagen har udfordret antidoping-systemet og nødvendiggjort en række skærpelser i regelsættet for at hindre, at noget lignende sker igen. Jeg er meget tilfreds med, at det nu eksplicit står, at alle lande forpligter sig til at give dopingkontrollanter fri og uhindret adgang, og at relevant materiale ikke må tilbageholdes. Tidligere stod det implicit, men vi må erkende, at det desværre skal skæres ud i pap, og det er det blevet i det nye regelsæt.”

De nye regler i hovedpunkter:

  • En skærpelse af sanktionsrammen i en række sagstyper, f.eks. i forbindelse med falsk vidneudsagn eller indlevering af falske dokumenter. 
  • Det danske system med særlige antidoping-regler for motionister og breddeidrætsudøvere kan opretholdes.
  • Der tages øget hensyn til udøvere under 18 år, som aldrig har konkurreret i nogen international begivenhed og til personer med f.eks. en intellektuel svækkelse. Sanktionsrammen for disse udøvere nedsættes. 
  • Sanktioner er gradueret afhængigt af overtrædelsens omfang. Det er kun i de mest alvorlige sager, at en medlemsstat eksempelvis ikke vil kunne deltage i eller være vært for Olympiske eller Paralympiske Lege.
  • Det er blevet tydeliggjort, at alle lande forpligter sig til at give dopingkontrollanter fri og uhindret adgang, og at relevant materiale ikke må tilbageholdes. 
  • Uddannelse er blevet et prioriteret fokusområde. 
  • Regeringer opfordres til at beslutte, at embedsmænd med ansvar for idræt i regi af regeringer er være omfattet af de nye regler

Baggrund om de nye regler

Det internationale antidoping-agentur, WADA, har iværksat en revision af de internationale antidoping-regler. Den gennemførte revisionen har medføret en række nye regler, hvilke nu er blevet vedtaget på WADA’s Verdenskonference i Polen. Anti-doping reglerne stiller krav til landene, de nationale anti-doping organisationer (i Danmark ADD) og de enkelte idrætsforbund, Den Internationale Olympiske Komite og Den Internationale Paralympiske Komité om, hvad de skal gøre hver især for at sikre en dopingfri idræt.

Baggrund om WADAs arbejde

WADA er en international organisation, der finansieres af regeringer (50 %) og sportsbevægelsen (50 %). WADA fastsætter de internationale antidoping-regler i WADA-kodekset gældende for eliteidrætsudøvere verden over.

Lande/regeringer er forpligtet af kodekset via tilslutningen til den internationale konvention mod doping i sport i regi af UNESCO. Landene har ligeledes forpligtet sig til at implementere en række standarder, herunder den internationale standard for listen over forbudte stoffer og metoder samt den internationale standard om dispensationer for behandlingsmæssig anvendelse.

Udøverne er gennem deres medlemskab af nationale forbund, der er medlemmer af de internationale forbund, omfattet af reglerne. Det er en forudsætning for at deltage i konkurrencer, at man underlægger sig de regler, som konkurrencerne afvikles i henhold til. Antidoping-reglerne er en del af disse regler.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16