Nye tal for bogmarkedet
Bogpanelets årsrapport for 2023 udkommer i dag. Rapporten viser, at bogmarkedet har stabiliseret sig efter to ekstraordinære og fremgangsrige år. Samtidig vokser aktiviteten omkring folkebiblioteket og lydbogen.
Nyhed
02.11.2023
Bogmarkedet oplevede to fremgangsrige år i 2020 og 2021 under COVID-19-pandemien, hvor mange danskere fordybede sig i bøgerne. Tallene for bogmarkedet er stabiliseret i 2022, hvor produktion og salg af bøger er kommet på niveau med årene før pandemien.
Folkebibliotekerne oplever dertil fremgang, og lydbogen er i fortsat vækst, hvilket bidrager til, at danskernes overordnede brug af skønlitteratur – ser man både på lytning og læsning – har været stigende siden 2018.
Bogpanelet har opsummeret tværgående tendenser i årsrapporten her. Hele årsrapporten, Bogens og litteraturens vilkår 2023, kan læses her
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Folkebibliotekerne er blandt de mest benyttede kulturinstitutioner i Danmark, og mange danskere får adgang til bøgernes verden igennem bibliotekerne. Det ser vi ret tydeligt i Bogpanelets årsrapport, hvor folkebibliotekerne samlet set har haft et rigtig fint år med flere fysiske bøger på hylderne og flere udlån på tværs af alle formater.
Én genre adskiller sig ved at have en ret markant udvikling de seneste ti år, nemlig tegneserien. Der bliver udgivet flere tegneserier til både børn og voksne, og bibliotekerne køber dem ind som aldrig før. Det er en positiv udvikling, fordi tegneserier kan være med til at engagere flere i litteraturen og øge læselysten hos både børn og voksne.”
Bogpanelets forperson Mads Rosendahl Thomsen siger:
”Bogpanelets årsrapport giver os nye indsigter i lydbogens udvikling og kaster et bredt blik på, hvordan bogmarkedets digitalisering og bredere samfundsøkonomiske tendenser påvirker produktion, distribution og forbrug af litteratur. Der er fremgang at spore på stort set alle parametre for folkebibliotekerne, imens forlagenes produktion og salg af bøger er faldet en smule, og den øgede brug af lydbogen betyder, at danskerne faktisk samlet set bruger skønlitteraturen mere, end de gjorde i bare 2018.
Bogpanelet ser frem til de kommende år at præsentere ny viden om, hvilke fællesskaber der opstår omkring litteraturen, hvordan danskernes læsevaner påvirkes, og hvordan forfatterne og forlagene agerer i en tid med store digitale forandringer på bogmarkedet.”
Fakta om Bogpanelet
Bogpanelet er nedsat for perioden 2023 til 2026 og er det tredje Bogpanel siden 2014. Bogpanelet følger udviklingen på bogmarkedet og arbejder med at kortlægge bogens kredsløb og den aktuelle situation for litteraturen i Danmark. Det gør de blandt andet ved at skabe viden og debat om danskernes læsevaner og ved at følge litteraturens udvikling i en tid præget af digitalisering igennem bl.a. statistisk viden om bogproduktion, bogdistribution og læsevaner.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16