OL- og VM-medaljevindende cykelrytter får Kulturministerens Idrætspris
Cykelrytteren Julie Leth, som sluttede karrieren med to VM-guldmedaljer, vinder årets idrætspris.
Pressemeddelelse
27.06.2025
Cykelstjernen Julie Leth er årets vinder af Kulturministerens Idrætspris, efter hun i 2024 sluttede karrieren på toppen med to VM-medaljer i banecykling på hjemmebanen i Ballerup. Hun deltog også ved OL i Paris, hvor det blev til en 6. plads ved parløb. Både præstationerne ved VM og OL skete samme år, som hun blev mor.
Julie Leth har udover flere medaljer ved både VM og EM også vundet en sølvmedalje ved OL i Tokyo i 2021. Hende og makkeren Amalie Dideriksen var de første danske kvindelige cykelryttere til at vinde en medalje ved et OL.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Det er en stor karriere og cykelrytter, vi nu har mulighed for at hædre. Julie Leth har i mange år været en af verdens bedste cykelryttere på især banen, hvor hun gennem årene har vundet masser af medaljer. Men måske mest imponerende kom hun tilbage i topform efter at være blevet mor og kom til OL og VM – og så vandt hun endda lige to VM-guldmedaljer i sin afsked med banecykling. Julie er et stærkt eksempel på, at man kan vende tilbage til toppen af den sport, man elsker, efter at have stiftet familie. Det var netop af den årsag, regeringen afsatte penge til en familiestøtteordning, der hjælper atleter med en nylig familieudvidelse tilbage til toppræstationerne.”
Julie Leth har fået overrakt prisen af kulturministeren ved DM-ugen i Aalborg.
Ud over Julie Leth var parabordtennisspiller Peter Rosenmeier og idrætsforeningen Hammelev Sogns Ungdomsforening (HSUF) nomineret til Kulturministerens Idrætspris 2025.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16