Over 1200 unge har efter en uge fået tildelt et kulturpas
En uge inde i forsøget med kulturpasset har over 1200 unge fået tildelt et kulturpas.
Pressemeddelelse
12.10.2025
Siden kulturpasset gik i luften den 30. september har 1251 unge fra målgruppen fået tildelt et kulturpas, som kan bruges i kultur-, idræts- og foreningslivet.
De første kulturpas er tildelt bredt i hele landet. Der er indtil videre tildelt flest kulturpas i Region Syddanmark.
Målgruppen omfatter de ca. 45.000 unge, der hverken har en ungdomsuddannelse, er i over 18 timers beskæftigelse eller er i gang med en uddannelse. Dertil omfatter forsøg med kulturpas også de cirka 9.000 unge, der er i gang med en forberedende grunduddannelse (FGU).
Kulturpasset kan bruges hos de 2350 aktører, som indtil videre har meldt sig til forsøget med aktiviteter i hele landet. De første aktiviteter er allerede i gang.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Kulturpasset er ambitiøst. Det er ikke noget, vi har prøvet før. Det er en meget svær opgave at nå den her gruppe unge, som hverken har et arbejde eller er i gang med en uddannelse. Indtil videre har utallige indsatser ikke virket, så det glæder mig, at mange allerede har meldt sig til. Jeg håber på, at kulturpasset kan give de unge nogle gode oplevelser og nye fællesskaber.”
Kulturpasset er et digitalt betalingskort, som kan bruges i fællesskab med andre på oplevelser og aktiviteter i hele landet, uanset om de kan lide at bevæge sig, være kreative eller noget helt tredje. De unge får hver 1000 kroner om året i 2025 og 2026.
Når man er godkendt til et kulturpas, vil der gå op til 24 timer, før kulturpasset er aktivt og kan bruges i kultur- og idrætslivet
DIF og Dansk Kulturliv står vi i spidsen for Det nationale partnerskab for kulturpas, som har fået til opgave at identificere de unge, tildele kulturpas og igangsætte indsatser, der understøtter de unges brug af kulturpas.
Formand for Danmarks Idrætsforbund Hans Natorp siger:
“Det er meget positivt at se, at så mange unge allerede har vist interesse for kulturpasset. Vi tror, at idrætten kan være en døråbner til sunde fællesskaber, trivsel og nye muligheder - både til glæde for de unge, for vores idrætsforeninger og for samfundet. Derfor er vi stolte af at være med til at løfte og udbrede kulturpas, og vi glæder os til at byde endnu flere velkommen i idrættens fællesskaber.”
Peter Mark Lundberg, bestyrelsesleder i Dansk Kulturliv, siger:
“Vi ved, at kunst og kultur kan give unge et stærkt ståsted at møde verden fra. Det er netop dét, kulturpas handler om, og derfor er det fantastisk at se, hvor mange unge der allerede i den første uge har grebet muligheden! Nu er det vores tur i kulturlivet til at slå dørene op og byde de unge velkommen i kulturens fantastiske univers. Det er en opgave, som vi mærker en stor og smittende opbakning til fra hele kulturlivet”
Lisa Goth, sekretariatsleder i FGU Danmark, siger:
“Som FGU-skoler er vi meget glade for, at den politiske aftale om Kulturpas også omfatter vores elever. Kulturpasset giver dem en adgangsbillet til kultur-, idræts- og foreningslivet, som kan få stor betydning – både for den enkelte og for de fællesskaber, vi skaber på FGU. Vi oplever stor interesse på skolerne for at støtte op om initiativet og mange skoler er allerede i gang med at facilitere at deres elever får ansøgt om kulturpas”
Geografisk fordeling af kulturpas
Regioner | Antal kulturpas |
Region Hovedstaden | 218 |
Region Midtjylland | 331 |
Region Nordjylland | 46 |
Region Sjælland | 235 |
Region Syddanmark | 421 |
I alt | 1251 |
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16