Overgangsordning sikrer studerende med læsehandicap adgang til Nota indtil årsskiftet
Der etableres nu en overgangsordning for Det Kgl. Biblioteks Nota-service, der sikrer, at studerende, der er kommet i klemme, kan få adgang til studiesamlingen på hidtidige vilkår frem til årsskiftet.
Nyhed
28.03.2025
Det Kgl. Biblioteks Nota-service indfører nu en overgangsordning til den brugeradgangsbegrænsning, som blev indført fra 24. februar 2025 til Notas studiesamling målrettet videregående uddannelser.
Overgangsordningen vil gælde frem til 31. december 2025. Studerende ved videregående uddannelser uden for ordningen om specialpædagogisk støtte (SPS-ordning) kan således få adgang til studiesamlingen på de hidtidige vilkår frem til årsskiftet.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Der er desværre en række studerende, der er kommet i klemme midt i deres nuværende eller planlagte uddannelsesforløb. Det retter Det Kgl. Bibliotek nu op på med en overgangsordning, så de ikke falder mellem to stole. Overgangsordningen sikrer, at studerende kan færdiggøre det semester, de er i gang med eller har planlagt for efteråret 2025.”
Fakta: Nota
Det Kgl. Biblioteks Nota-service er det nationale, landsdækkende bibliotek for blinde, svagsynede, ordblinde og andre, der på grund af funktionsnedsættelse er ude af stand til at læse trykt tekst. Nota-service producerer og formidler bl.a. bøger, tidsskrifter, aviser, pjecer og noder på lyd, punkt og i elektronisk form og fungerer som overcentral for folkebibliotekernes lydbogsudlån. Nota-service leverer derudover specialpædagogisk støtte i form af særligt tilrettelagte studiematerialer til ordblinde elever i grundskolen og til studerende med syns- og læsehandicap på ungdoms- og videregående uddannelser efter aftale med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).
Læs mere om Det Kgl. Biblioteks Nota-service her.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16